Overvejer du konstant at sende sms'er til ham fyren, der sværmer rundt i dine tanker? Fyre sms'er bare ikke lige så meget, som piger gør. Hvis de skal have fat i deres venner, så ringer de for det meste til dem i stedet for.

Derfor synes du måske, at det er lidt svært at finde ud af, hvornår det egentlig er okay at sende en sms til ham. Vi guider dig til, hvornår du skal sende ham en sms, og hvornår du skal lade være.

1. Hvornår er det relevant?
Du synes sikkert, at du hele tiden har et eller andet vigtigt at fortælle ham. Men tænk på, at han måske ikke er vant til at sms'e så meget, så det kan hurtigt blive meget overvældende, hvis du hele tiden sender sms'er. Saml i stedet dine sms'er sammen, så når du endelig skriver til ham, er det fordi, der er en mening med at skrive til ham.

2. Drop sms'en, hvis du er sur
Lad være med at sende en sms til ham, hvis du er sur eller oprevet over noget. Hvis han ikke lige svarer, så bliver du måske endnu mere sur, og så kommer det hele måske til at gå ud over ham.

3. Spar på de søde ord
Det kan være fristende hele tiden at sende ham en sød sms. Du synes jo, han er megadejlig, og du drømmer sikkert om, at han hele tiden skriver til dig. Men husk på, at det er dit behov, ikke hans. Du risikerer, at han bliver en smule træt af dig, hvis du hele tiden skriver til ham.

Læs også: Lidt for vild efter ham drømmefyren?

4. Han er ikke din veninde
Du er måske vant til at sms'e til din veninde, hver gang du bliver irriteret på dine forældre, eller når du skal have en pause fra lektierne. Det skal du blive ved med! Der er nemlig bare nogle ting, som man taler med sine veninder om, og som drenge egentlig er ret ligeglade med. Så spar ham for de sms'er og send dem i stedet til din veninde.

5. Har du allerede sendt én sms?
Hvis du allerede har sendt én sms til ham i løbet af dagen, så lad være med at sende flere, før han har svaret. Det kommer hurtigt til at virke som om, du stalker ham, hvis du hele tiden skriver.

6. Vent med at svare
Han forventer sikkert ikke, at du sidder klar ved mobilen, når han skriver til dig. Og bare fordi, du svarer hurtigt igen, så betyder det ikke, at han også gør det. Derfor kan du roligt lade mobilen ligge lidt, inden du svarer ham. På den måde skruer du måske også dine forventninger til, at han svarer dig med det samme, ned.

7. Spil lidt kostbar
Selv om du lige har været på en skøn date med ham, så vent lidt med at skrive til ham. Det hele bliver lidt mere spændende, hvis ikke I erklærer jeres kærlighed med det samme, men langsomt bygger forholdet op. Hvis du lige venter en dag med at skrive, så virker du heller ikke for desperat.

Læs her, hvad fyrene i vores drengepanel svarede, da vi spurgte dem, om fyre egentlig godt gider at sms'e.