Mad & opskrifter

Sund og nem aftensmad

Af Stine Kærsgaard 9. marts 2015
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Kender du følelsen af at være vildt sulten, men ikke rigtig orker at lave det helt store aftensmåltid? Vi har samlet tre klassikere, som både er sunde, nemme og super lækre.

Er du træt af at spise kedelige ostemadder eller yoghurt med müsli til aftensmad (hvis du altså selv skal stå for det)? Hvis du vil prøve noget mere lækkert og samtidig booste dig selv med vitaminer og mineraler, så lad dig inspirere af de her tre opskrifter på sund aftensmad:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sund pizza med grøntsager

Pizza lyder nok usundt i manges ører, men du kan faktisk lave en sund en af slagsen ved at skifte den lyse dej ud med grove pitabrød. Da fyldet i den her opskrift består af lækre grøntsager, får du samtidig masser af vitaminer og vil føle dig mæt i lang tid.

Det skal du bruge:
To grove pitabrød
To teskefulde olivenolie
Champignoner i skiver
Et hakket løg
Hakket rød peber
En håndfuld spinat
En håndfuld basilikum
Tomatsauce (Tjek evt. at saucen ikke er propfyldt med sukker!)
1 dl smuldret feta
Salt
Peber

Sådan gør du:
Start med at forvarme ovnen ved 180 grader. Steg herefter løg, peber, champignon og i olivenolie på en pande i fem minutter. Tilsæt basilikum og spinat, og vend det hele til grøntsagsmassen "samler sig". Smag til med salt og peber. Flæk pitaerne, så du har fire pizzabunde. Smør bundene med tomatsauce og fordel grøntsager og feta på dem. Bag dem i cirka ti minutter, indtil fetaen er gylden.
Mums, så er de klar til servering!

Læs også: Sund morgenmad hele ugen

Mad-pandekager med spinat og laks

De fleste elsker pandekager og med versionen her, kan en af dine yndlingsdesserter hurtigt forvandles til et sundt aftensmåltid.

Sund og nem aftensmad

Det skal du bruge:
1,5 dl. Hvedemel
0,5 dl. rugmel
2,5 dl. mælk
2 æg
3 kugler optøet frossen spinat
1 pakke røget laks
En halv pakke neutral flødeost
1 bundt purløg
Citronsaft
Rucolasalat
Margarine eller olie til stegning
Salt og peber

Sådan gør du:
Lad spinaten tø, held væsken fra, og hak den. Bland mel, mælk og æg sammen og tilsæt en lille smule salt. Pisk dejen til den er jævn og fri for klumper. Steg dernæst pandekagerne i enten margarine eller olie. Når pandekagerne er lavet skæres laksen ud i tynde strimler. Flødeosten røres sammen med finthakket purløg, citronsaft og salt og peber, og til sidst tilsættes laksen. Fordel rucola og lakseblandingen på en pandekage og rul den sammen. Vupti, så er der sunde madpandekager!

Læs også: Sund fra A-Z

Lækker grøn forårssuppe

Suppe behøver bestemt ikke at være et kedeligt måltid. Den her suppe har både en smuk forårsfarve og smager vildt godt! Da suppens fyld består af rugbrødcroutoner, får du samtidig godt med fuldkorn.

Sund og nem aftensmad

Det skal du bruge:
1 liter hønsebouillon
Et broccolihoved delt i buketter og stilke
200 g bladselleri
200 g fennikel i store tern
200 g renset frisk eller optøet spinat
Lidt frisk estragon og rosmarin
Halvanden dl. yoghurt
Lidt purløg
Tre skriver rugbrød
To spsk. olivenolie
En halv tsk. groft salt

Sådan gør du:
Start med at bringe bouillonen i kog og kom så broccolibuketterne ned i den kogende væske. Fisk dem hurtigt op, så de forbliver sprøde, og gem dem som fyld til suppen. Bring broccolistilke, bladselleri og fennikel i kog i bouillonen og lad det koge ved svag varme i ca. ti minutter. Tilsæt spinaten og lad det hele koge lidt til. Tilsæt herefter estragonen og timianen og blend suppen med en stavblender. Skær rugbrødsskiverne ud i tern og vend dem i olivenolie. Smag til med salt og peber. Rist så rugbrødcroutonerne i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter, til de er sprøde. Kom til sidst broccoli-buketterne i suppen og varm den igennem. Når du serverer suppen så pynt med en skefuld yoghurt og de ristede croutoner.

MestLæste