Mad & opskrifter

Opskrift: Lækre og nemme småkager

Af Oliver Kokholm Ungermann 3. marts 2014
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Har du helt vildt meget lyst til småkager, men orker ikke en megasvær opskrift, der tager lang tid? Så er denne opskrift på nemme småkager perfekt til dig!

Når man først får lyst til kage, kan det bare ikke gå hurtigt nok, før det er klart! Der er ikke noget værre end at skulle vente i flere timer på, at dejen bliver lavet, og det hele bliver bagt, mens man bare står og kigger ind ad ruden i ovnen og venter.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Prøv også opskriften: Lækker lagkage med jordbær og chokolade

Derfor er denne opskrift på lækre, nemme småkager helt perfekt. De smager fantastisk, og så tager det ingen tid at lave!

Ca. 20 stks nemme småkager

Det skal du bruge til nemme småkager:
275 g brun farin
2 tsk vaniljesukker
2 æg
1 tsk salt
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver med top
250 g hvedemel
200 g mørk chokolade
1 dl smagsneutralolie - fx solsikkeolie
Du kan også lave de nemme småkager med hvid chokolade eller en blanding af mørk og hvid.

Sådan laver du de nemme småkager:

Start med at piske brun farin, vaniljesukker og æg sammen i et par minutter til det får en lys farve og bliver luftigt. Herefter tilføjer du sigtet mel gennem en si (for at undgå klumper i de nemme småkager), bagepulver, natron og salt og rører godt rundt. Hak din chokolade groft, så hvert stykke svarer til størrelsen på et tyggegummi. Bland chokoladen og olien i din dej og vend den grundigt, så olien kommer godt ind og blandingen til de nemme småkager bliver jævn.

Tænd ovnen og varm den op til 175°. Du kan med fordel stille din dej i køleskabet imens, da den på den måde bliver lidt nemmere at have med at gøre, når du skal forme de nemme småkager.

Brug en ske til at fordele dejen på en bageplade. En klump dej på størrelse med en spiseske giver en småkage på ca. 10 cm i bredde, så hvis du vil have mange, skal dejklumperne til de nemme småkager ikke være så store. 9-12 nemme småkager pr. bageplade giver en god størrelse. Du skal hverken mase, trykke eller gøre noget ved dejen - den får den rigtige form helt af sig selv i ovnen.

Bag de lækre, nemme småkager i 8-10 minutter - afhængig af størrelsen. Lad de nemme småkager køle af i 5 minutter, før du kaster dig over dem.

TIP: Sæt dig med de nemme småkager og et Vi Unge-blad - det er bare så hyggeligt!

God fornøjelse med de lækre, nemme småkager!

Prøv også opskriften: Fastelavnsboller med vaniljecreme og glasur

MestLæste