Identitet

Oplever du vold i familien?

Af Redaktionen 12. oktober 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Du er ikke alene, for en undersøgelse viser, at cirka 28.000 børn og unge vokser op med vold i familien. Hvis ikke du får hjælp, så risikerer du, at det påvirker dig resten af dit liv.

Hvad er vold i familien?
Når man bliver udsat for vold i familien, kan volden både være fysisk og psykisk. Måske bliver man slået, skubbet, revet eller nevet, og måske bliver man udsat for psykisk vold ved for eksempel, at der hele tiden bliver talt ned til en eller sagt noget om en. Psykisk vold kan også være, at man er vidne til, at ens familiemedlemmer bliver krænket fysisk eller psykisk. Nogle børn og unge fortæller, at den psykiske vold faktisk er sværere at udholde end den fysiske, fordi sårene på sjælen ikke heler og forsvinder, ligesom de fysiske mærker gør.

Uanset om man er udsat for psykisk eller fysisk vold i sin familie, så er det meget svært at tale om, fordi det handler om mennesker, man elsker. Man vil beskytte sin familie, og det er helt normalt, at man derfor ikke tør fortælle andre om, hvad der sker af uhyggelige ting i hjemmet af frygt for, at man måske kommer til at gøre alting meget værre.

I stedet finder man på undskyldninger for, hvorfor mor, far eller søskende bliver fysisk og psykisk voldelige. Frygten for, at volden bliver værre, eller at familien bliver splittet, fylder simpelthen så meget, at man ikke tør fortælle andre om det. Volden, som man oplever i hjemmet, bliver derfor en dyster familiehemmelighed, som man dagligt forsøger at skjule. At holde på en så alvorlig hemmelig er et meget stort ansvar at påtage sig, og når man samtidig ofte er angst for, hvornår man næste gang bliver udsat for volden, bliver byrden bare tungere og tungere på skuldrene.

Læs også: Slår din kæreste dig?

Volden sætter sine spor
Det er ikke en tryg tilværelse for et barn eller en ung at vokse op i en voldsramt familie, og hos mange voldsramte børn og unge sætter volden dybe fysiske og psykiske spor. Undersøgelser viser nemlig, at børn og unge, der bliver udsat for vold i barndommen, risikerer at lide af blandt andet overvægt, depression og angst senere i livet. Det er en meget stor pris at betale for at bevare en hemmelighed, der hverken gavner dem, det er ofre for volden, eller dem, der yder volden.

Når en familie oplever, at et andet familiemedlem udøver vold, er det hele familien, der har brug for hjælp - også voldudøveren. Volden forsvinder nemlig ikke af sig selv, og ofte bliver volden værre med tiden, hvis ikke familien får hjælp.

Når man vokser op med vold i barndommen, er der også stor risiko for, at man selv bliver voldelig eller accepterer fysisk og psykisk vold fra en kæreste senere i livet. Cirka 40 procent af alle piger, der er vokset op med vold i familien, udøve fysisk eller psykisk vold mod en kæreste eller acceptere selv at blive udsat for det. Det samme gælder for cirka 50 procent af alle drenge, der er vokset op med vold i familien.

Let hjertet - bryd tavsheden
Det første skridt mod et liv uden vold er at bryde tavsheden. Fortæl en ven, veninde eller en voksen, som du har tillid til om volden. Hvis du synes, det er for svært til at begynde med, kan du også skrive anonymt til brevkassen på www.familievold.dk - du får svar på dit brev inden 24 timer. De mennesker, der besvarer brevene i brevkassen, har stor erfaring med at hjælpe voldsramte børn og unge og kan derfor give dig råd og vejledning i forhold til netop din virkelighed.
 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

MegetMere