Mit liv

Min veninde har en spiseforstyrrelse

Af Anonym 15 år 5. april 2011
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Læserhistorie: Til sidst så jeg hende kun drikke vand. Ikke engang the eller kaffe kunne hun få i sig. Alligevel gik der lang tid før det gik op for mig, at min veninde havde en spiseforstyrrelse.

Jeg havde da godt lagt mærke til, at min veninde var blevet tyndere på det sidste, men hun havde jo altid været glad for at eksperimentere. Så ville hun være vegetar, så ville hun prøve, hvordan det var at faste og så videre. Hun var langsomt begyndt at blive mere opmærksom på mad. Hvad opbygger muskler, hvad får dit hår til at vokse, men mest af alt: Hvad feder og hvad gør ikke? Hun begrundede sin nye interesse for mad med, at hun havde fundet ud af, at hun ville være ernæringsekspert senere i livet.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det kom langsomt snigende. Mere og mere røg ned i selvværdsalaten, det som senere skulle udvikle sig til en sygdom. Det var ikke fordi, jeg ikke undrede mig. "Spis nu noget dit anoreksi-barn" sagde jeg tit til hende for sjov. Så smilte hun, sagde hun ikke var sulten og tog en tår af sin vandflaske. Hun begyndte også at fryse mere. Hun pakkede sig ind i store halstørklæder og ski-undertøj, mens vi andre gik i t-shirts. Hun isolerede sig mere og mere, havde aldrig tid til at være sammen og skulle altid til lægen. Hun mødte aldrig op, hvis der var mad på arrangementets program.

Læs også: Har din veninde det godt?

Selvfølgelig har man hørt om spiseforstyrrelser, men det er da kun sådan noget, der sker for andre. Det sker da ikke for ens bedste veninde, der på overfladen er utrolig velfungerende, en som alle holder af og er alt for klog og bevidst om sygdommen til at udvikle den selv.

Min bedste veninde har altid været rigtig godt til at sætte andres behov før sine egne. Hun er nok verdens største facade-menneske, og hun er så god til at opretholde den glade facade, at selv jeg nogle gange har svært ved at se ind bag den. Så da hun endelig, efter at hun havde levet med sygdommen i over et halvt år, fortalte mig om det, brød jeg fuldkommen sammen. Jeg var overhoved ikke forberedt og følte mig som verdens dårligste veninde.

Først forstod jeg det slet ikke. Det er en rimelig kompliceret sygdom og oftest handler det slet ikke om mad, men om opmærksomhed, lavt selvværd og psykiske problemer. Man tænker: "Hvorfor gør hun det her mod sig selv? Kan hun ikke bare spise noget?", og man har lyst til at proppe en kæmpe burger med ekstra ost og snask langt ned i halsen på hende. Dog ved jeg, uden overhoved at være ekspert på området, at det nok ikke er en særlig stor hjælp. Så det sværeste har nok været, hvordan man skal reagerer og hvad man som veninde kan gøre. Faktisk kan man ikke gøre så meget andet end at lytte og være der for hende/ham. Det kan nogle gange være totalt forfærdeligt at se hende have det så elendigt uden at kunne gøre noget som helst. Man har lyst til at smide hende i en trillebør, drøne hen til det nærmeste hospital og skrige "Nu hjælper i hende fandeme!".

Læs også: Har din veninde en spiseforstyrrelse?

Måske har nogle af jer læsere oplevet det samme som mig. Måske står I i samme situation lige nu. I hvert fald er I ikke alene. Man kan nemlig føle sig utroligt alene, når ens bedste veninde, hende som man plejer at græde ud hos, pludselig er syg. Hendes sygdom gør, at man, mere end nogensinde før, har brug for hendes skulder og hendes trøstende ord, men hun er jo syg. Og hun er rent faktisk den eneste, man har brug for og lyst til at tale med. Det har jeg tit oplevet.

Det vigtigste råd jeg kan give jer, er at I ikke må give op. Utroligt mange af min venindes andre veninder ved ikke, hvordan de skal reagerer, og i stedet for at hjælpe, trækker de sig bare længere og længere væk fra hende. Det kan godt være, at det er hårdt at være den der bliver tilbage, men jeg ved, at hvis min veninde og jeg kan klare os igennem det her, kan vi klare alt, og vores venskab bliver stærkere end nogensinde før. En ting er, hvis man kan grine og hygge sig, når solen skinner, men først når man kommer ud i en storm, ved man, hvem der er ens rigtige veninder.

Måneder er gået, og min veninde er endelig begyndt at få det lidt bedre. Hun får hjælp nu, men på trods af forbedringerne bliver det en lang vej. "Det er ligesom at lære at gå igen", siger hun. Hun skal til at lære helt basale ting som mæthedsfornemmelse, sult og at lytte til sig selv, og at det også er vigtigt, at hun har det godt. Jeg er der stadig for hende, og vi er tættere end nogensinde før. Hun vil stadig ikke spise foran mig og har stadig et forstyrret forhold til mad. Det går langsomt, men sikkert fremad.

Læs også: Camillas veninde hev hende op.

MestLæste