Jeg begyndte til en hobby i protest. Men efter et par måneder er der en ting, som plager mig konstant

Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning. Mathilde Moestrup er forfatter og skribent.

For nogle år siden, før pandemien, talte jeg med mine veninder om hobbyen som fænomen.

Da vi var børn og skrev i hinandens venindebøger, var det helt almindeligt, at man blev bedt om at udfylde sine hobbyer (teater, svømning), ligesom de voksne i 90’erne ofte havde en hobby (keramik, portrætmaling).

Hobbyen var nydelsesfuldt tidsfordriv, eller, med en pænere betegnelse, en hyggelig aktivitet, som ikke trængte sig mere på i ens sind, end at den kunne begrænses til en enkelt aften om ugen.

Vigtigst af alt var hobbyen var et sted, hvor man ikke behøvede at blive god, at excellere, faktisk var det bedst, hvis man var middelmådig til sin hobby, grænsende til det dårlige, for på den måde skulle man aldrig overveje at professionalisere den.

Men, kom vi frem til, det var som om, at hobbyen i løbet af 2010’erne var gået af mode.

Som min veninde lidt ironisk sagde: – Jeg har ikke hobbyer, jeg har Netflix.

Hun kunne også have sagt: – Jeg har ikke hobbyer, jeg har små businessprojekter.”

At have en hobby virkede pludselig så absurd, når man enten kunne forsøge at kapitalisere på sine fritidsinteresser via Instagram eller også kunne man overgive sig til nydelsesfuldt tidsfordriv taget til sin yderste ekstrem: streaming.

Vi sad og fnes lidt over hobbyens død. Men et år senere - under corona - var det, som om hobbyen kom tilbage.

Vi, der ikke blev syge, var pludselig overladt med en kolossal mængde tid, så meget tid at det på et tidspunkt blev kedeligt at streame og scrolle. Og så begyndte vi ellers at strikke skæve balaclavahuer og tage på vandreture med udstyr af varierende kvalitet.

Det hele blev selvfølgelig nøje registreret og bogført på de sociale medier, men jeg fik alligevel en snert af den gode gamle hobbyfølelse.

Selv broderede jeg en pude med forskellige urter fra haven og forærede til min søster. Jeg tror ikke, hun ville have betalt penge for den, dog var det dejligt at lave den.

Men efter corona døde hobbyen igen – mit broderegrej står i hvert fald og samler støv. Og jeg kan kun gætte på, hvor mange balaclavahuer og strikkepinde, der er endt på loftet.

Den smule tid man nu har tilovers i fritiden, skal bruges på ens familie og venner, måske på at gå i fitness. Så hvorfor i alverden skulle man have en hobby?

I protest mod denne indstilling til livet begyndte jeg for lidt tid siden til kor.

Da jeg var barn, sang jeg i kor, aldrig specielt godt, men åbenbart godt nok til at komme med i dette kor. Og i starten var det at skabe klange og trække vejret sammen med de andre – indtil mine ambitioner begyndte at overgå min glæde ved bare at tage del i en hyggelig aktivitet med andre.

Jeg ville ikke bare være okay til at synge, jeg ville være virkelig god. Måske kunne jeg tage enelektioner og blive rigtig god til at synge, måske kunne jeg endda komme med i et band?

Jeg kunne begynde at synge i et kirkekor om søndagen? Det sårede mit ego, at jeg ikke var den bedste til kor, og derfor besluttede jeg mig for at blive ved, som eksperiment.

Kunne jeg virkelig ikke klare at have en, ja, hobby, som jeg ikke var specielt god til og stadig nyde det?

Efter nogle måneders research vil jeg sige både ja og nej. På den ene side er det vidunderligt at synge fast hver uge.

På den anden side er jeg konstant plaget af min lyst til at være den bedste. Konkurrencestatens blod løber virkelig i mine årer, når jeg ikke kan have en fritidsinteresse uden at drømme om at blive den bedste eller tjene penge på den.

Måske er det derfor, hobbyen er gået af mode? Uanset hvad vil jeg fortsætte min søgen: Min drøm er at finde en hobby, der 1) produktivt set er meningsløs, 2) som jeg er dårlig til, 3) som jeg nyder.

Jeg har endnu ikke fundet den, men jeg skal nok sige til.

Kommentaren blev udgivet i femina uge 26, 2023. Kommentaren blev også bragt på femina:update. Dette er en redigeret version.

Lyt til Vi Unges podcast ’Ægte’, hvor content creator og skuespiller Fredrik Trudslev og sexolog Lene Stavngaard tager dig med på seksualoplysningsrejse og forsøger at give dig svar på alt det, du burde have fået at vide til seksualundervisningen i skolen.