Mit liv

Ida-Sophia: "Venindehjertesorg er ægte sorg"

Af Ida-Sophia Petersen 31. januar 2022
Foto: Privat
Ida-Sophia Petersen står midt i en “venindeudfasning”. Du ved, der hvor ingen rigtig siger noget, men hvor begge parter i venskabet godt ved, at der er noget galt. Den går ikke, mener Ida-Sophia, for vi skal slå op på en ordentlig måde – også selv om det er med en veninde. Læs hendes klumme her.

Kender du det, hvor du ikke ved, om du er uvenner med din veninde, men I pludselig ikke taler på samme måde mere? Det føles forandret, når I ses, og nogle gange som om der ligger noget usagt og ulmer, som du ikke kan overskue at spørge ind til, fordi du så føler dig dramatisk og er bange for at skabe konflikt. Men alligevel ville du ønske, du gjorde det, fordi selv om du ikke kan komme i tanke om, hvad der skulle være galt, er tingene bare ikke, som de plejer mellem jer.

Du muter hendes story

Pludselig ses I ikke så ofte længere, og du går rundt og er ked af det, fordi du savner din veninde, men godt kan mærke, hun har trukket sig, ikke liker dine billeder og ikke spørger, om I skal ses. Det er altid kun dig, der inviterer hende med til ting, og du føler dig nedprioriteret, men har ikke lyst til at bede din veninde om at tage initiativ til at ses oftere, fordi det gerne skulle komme naturligt. Du vælger at hænge hende til tørre, for at se om hun så skulle skrive af sig selv, men der går, hvad der føles som 100 år, og nu er I næsten som fremmede for hinanden.

Du muter hendes story, for du har ikke lyst til at se hende hygge sig med andre mennesker, fordi du bliver jaloux og ked af det og ikke kan forstå, hvad der er galt med dig, siden en af dine bedste veninder har valgt dig fra. Du bliver skamfuld og flov og føler dig fravalgt, som en der ikke er interessant eller spændende nok. Samtidig er du frustreret – både på din veninde, men også på vores samfund – fordi der endnu engang kun er fokus på kærester, og ikke venskaber, når det kommer til breakups, og du derfor ikke kan spejle dine følelser over tabet af en veninde i noget.

Folk er sådan: “Well, too bad”

Googler du så “veninde-hjertesorg”, kommer der små 40.000 hits. Ikke ét af dem handler om kærligheden og sorgen i venskaber – og det at miste dem. Næ, de handler derimod udelukkende om, hvad du skal gøre for din veninde, hvis hendes klisterbørge af en kæreste har slået op. Ærligt talt har vi ikke brug for flere lister med ”15 røvsyge tips til at komme videre”, og bliver man endelig dumpet af en k, findes der alligevel en obligatorisk sørgegraf, som gælder, uanset hvor mange lister du læser i bladene: Græd, skrig ind i en pude, vær 500 timer straight på TikTok, farv dit hår en underlig farve, og betal derefter din frisør for mange penge for at rede det, sleepovers med veninder, hvor du ikke kan sove, nyt content, hvor du ser bedre ud end nogensinde før, ind at tjekke om din eks har set dit content hvert femte minut, måske lidt for mange underlige likes på nye potentielle kæresters feriebilleder fra Mallorca 2017, noget mute og noget unfollow og lidt mere skrig ind i en pude.

Herefter boycutter alle selvfølgelig din eks, og så kan man plus minus et år eller ti og nogle impulskøb senere komme ud på den anden side som et nogenlunde almindeligt menneske. Men når man slår op med en veninde, er folk mere sådan: ”Well, too bad, men jeg skal altså i biffen med hende på onsdag, vi er jo stadig veninder, og jeg vil helst ikke indblandes. Men var I ikke også lidt for forskellige?”

Den modbydelige samtale ...

Det samme gælder selve breakup-samtalen. Det mest almindelige i verden er at hive sin kæreste til side og bede personen om at stoppe med at pruste, når de trækker vejret, eller sige de skal spille mindre computer, eller blive bedre til at huske din fødselsdag – og ellers er det ud af vagten. Men når man ender i en situation med en veninde, som man kan mærke trækker sig, eller som man selv er blevet træt af, bliver situationen en helt anden.

Det gør den, fordi vi er oplært i, at venner er for life på den der ”kærester kommer og går, men venner kan man ha’ i 100 år”-måde. Så føles det totalt fiaskoagtigt ikke at kunne få et venskab til at fungere og endnu mere modbydeligt at skulle sætte sig ned og sige: ”Hey, jeg er egentlig ikke vred på dig eller skuffet over dig, og du er god ved dyr og svarer på mine beskeder og inviterer mig med til din fødselsdag, men jeg synes, du er blevet kedelig, og jeg har fundet nogle andre mennesker, jeg bedre kan spejle mig i og hellere vil hænge ud med”. For ikke at tale om, hvor ubehageligt det er at være den, der får det at vide – fordi hvad skal der egentlig blive af en, hvis man ikke engang kan holde på sine veninder?

… Som vi alligevel skal tage

Ikke desto mindre er den samtale stadig bedre at have end den der lange akavede udfasning, jeg befinder mig i med min veninde lige nu. Der er virkelig brug for forandring, når det kommer til særligt de venskaber, vi er ved at være lidt trætte af. Det skal frem i lyset, hvor normalt det er, at man en gang imellem vokser fra hinanden – og at både kærester, men også gode venner, altså kommer og går. Vi skal blive bedre til at fortælle dem, der betyder mest for os, hvad vi godt kunne tænke os ændrede sig i venskabet.

Både for at man måske kan blive ved at være veninder, men også så man på en ordentlig måde kan sige: ”That’s it. Vi passer måske ikke så godt sammen lige nu”. Det betyder ikke, at man ikke kan ønske det bedste for hinanden, og det at undgå at breake up på en konfliktfyldt måde gør også, at man måske senere kan mødes på en kærlig en. Til sidst skal det anerkendes, at man bliver pisseked af det bagefter. Mindst lige så ked af det som når man går fra en kæreste. Måske endda mere.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Venskaber er som en rutjsebanetur

Jeg tænker på engang, jeg stod med en veninde fra gymnasiet til en Drake-koncert, og vi talte om alle de mennesker, vi ikke så længere, men som vi tit tænkte på. Hun fortalte mig, at hendes mor havde forklaret livet og de relationer, man danner i det, som en rutsjebane. Det er måske lidt weird med en BonBon-Land-reference midt i det hele, men: En rutsjebane kører i ring, og den har vogne med plads til forskellige bekendtskaber og mange forskellige mennesker. Hver gang du kører ned i en dal eller op på en bakke, kan nogle stige på og andre af. Men når du så kører rundt og mindst venter det, kan en af de personer, der i sin tid steg af, pludselig stige på igen ved et nyt stop, og I kan køre rundt sammen og tale om alt det, I så på turen, da I var hver for sig. Smukt, ikk’?

Farvel – for nu

Pointen er, at der ikke er noget i vejen med dig, fordi du mister nogle gode veninder og får nogle nye. At det er en af de mest normale ting i verden at glide fra hinanden, og at man heldigvis altid kan mødes igen på et andet tidspunkt i livet og fortsætte, hvor man slap, hvis det giver mening. Og ellers tænke tilbage på venskaberne som gode og varme minder – hvis man altså sørger for at slå op på en ordentlig måde.

MegetMere