Mit liv

Guiden, du har manglet: 6 hjemsøgte steder i Danmark

Af RIKKE LOUISE REFFELT FOTO SHUTTERSTOCK KILDE: BOGEN ”DET OKKULTE DANMARK” AF BO HAMILTON-WITTENDORFF 18. august 2020
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Døre, der lukker uden grund, uforklarlige trin på trappen og skikkelser, der pludselig dukker op. Vi serverer her 6 hjemsøgte steder i Danmark, du (måske) ikke tør besøge ...

1. GENFÆRD I TIVOLIS RUTJSEBANE

Er du også vild med en tur i den gamle rutsjebane i København? Så husk lige dette, næste gang du hopper om bord i den over 100 år gamle trærutsjebane: Medarbejderne ved Tivolis rutsjebane fortæller, at de hører uforklarlige fodtrin på de indre værksteder i rutsjebanen, at lyset tit går ud uden grund, og at kolde vindpust pludselig overrasker dem. Mange af de ansatte får det så dårligt, at de lige må ud og trække frisk luft. Rimelig uhyggeligt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Adresse: Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V

2. DEN GRÅ DAME

Tænk dig om en ekstra gang, inden du siger ja til en dag på Dragsholm Slot. Her huserer Den Grå Dame ved navn Louise Katrine Jensdatter, som var oldfrue på slottet i 1659. Louise og hendes mand blev brutalt dræbt dengang, og da hun aldrig er kommet sig over sin skæbne, går hun stadig rundt på slottet og holder øje med, om gæsterne opfører sig ordentligt. Der går historier om, at hun får håndværkeres værktøj til at forsvinde, skubber gæsternes service på gulvet, og så er hun kendt for at slukke levende lys. Louises skikkelse er blevet set i døråbninger, og pas nu på med at sætte dig i ”hendes” stol!

Adresse: Dragsholm Slot, Dragsholm Alle, 4534 Hørve

3. SPØGELSER I SUPERMARKEDET

Supermarkedet Spar i Hobro er kendt for noget ganske andet end mælk, ketchup og brød: Her spøger det nemlig. Ægteparret, som ejer butikken, troede førhen ikke på noget overnaturligt, men de har ikke kunnet forklare en række mystiske hændelser. I butikken oplever de dagligt, at chipsposer og dvd'er falder ned fra hylderne helt af sig selv, de hører mærkelige lyde, og parrets søn har set en uforklarlig skikkelse på sit værelse, der ligger lige over butikken. Ret spooky!

Adresse: Spar, Løgstørvej 3, Hobro

4. DEN HEMMELIGE DØR

Tag veninderne med forbi Frederiksberg Slot, hvis I er til spøgelser og historier om hemmelig kærlighed. Tilbage i 1770 foregik der nemlig et vildt trekantsdrama på slottet mellem den kongelige rådgiver, Struensee, dronning Caroline Mathilde og den sindssyge Christian 7., da Struensee havde en affære med dronningen. Den dag i dag kan I på slottet finde et værelse med en hemmelig udskåret dør i hjørnet, som fører op til dronningens gemakker. Her høres listende fodtrin på trappen, og det siges, at hvis du strør sand på dørtrinene om aftenen, finder du Struensees fodspor om morgenen, da han har været afsted på et hemmeligt nattebesøg hos sin elskerinde, dronningen.

Adresse: Frederiksberg Slot, Roskildevej 28 A, 2000 Frederiksberg C

LÆS OGSÅ: Test: Hvad er dit spirit animal?

5. UTRYG SKOVTUR

Er du klar på en hyggelig picnic, så skal du nok ikke pakke kurven og sætte kurs mod skovsøen tæt ved Langesø Slot. Her er der nemlig oplevet ”skov-poltergejster”, der har det med at drille de besøgende i skoven. De gemmer dine ting eller flytter dem op i træerne. Der er også en god chance for at spotte en spøgelseskaret køre gennem skoven trukket af heste med lysende øjne – det siges at være enkefrue Ide Rathlou, der døde i 1700-tallet efter en karet-tur i samme område!

Adresse: Langesø Slot, Langesøvej 146 A, 5462 Morud

6. SPOOKY HOTELBESØG

Mange drømmer om at overnatte på luksushotellet Hotel d’Angleterre i København, men det er nok ikke alle, der ved, at i hotellets ene suite sker der uforklarlige hændelser. Her har flere gæster oplevet, at dørene er gået op og i uden forklaring! Sangeren Robbie Williams overnattede i suiten på hotellet og vågnede midt om natten ved, at dørene i værelset blev åbnet og smækket i helt af sig selv. Det endte med, at den skræmte superstjerne måtte skifte værelse.

Adresse: Hotel d’Angleterre, Kongens Nytorv 34, 1050 København

MestLæste