Mit liv

Brevkassen: "Jeg bliver mobbet og de kalder mig "Klavertosse""

af Redaktionen 17. februar 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Unsplash
"Jeg elsker at spille klaver og har gjort det, siden jeg var fire år. Men min klasse mobber mig med det og kalder mig ting som “klavertosse” og “musikbesat”. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare stoppe med at spille?" Spørger én af vores læsere. Vores ekspert i følelser og kærlighed, Kristina, har klar besked. Læs hendes gode råd lige her.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hej Vi Unge

Jeg har et stort problem.

Jeg elsker at spille klaver og har gjort det, siden jeg var fire år. Men min klasse mobber mig med det og kalder mig ting som “klavertosse” og “musikbesat”.

Sidste uge var der musikkonkurrence på min skole, hvor jeg spillede solo på klaveret foran cirka 700 elever og 128 lærere. Jeg er stolt af, at jeg vandt, men det var også der, drillerierne startede. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare stoppe med at spille?

Knus fra mig

Kære dig

Du elsker at spille klaver, du har øvet og trænet gennem lang tid, og du har været modig nok til at stille op i en konkurrence. Du kan være stolt af dig selv. Det er der ingen, der kan tage fra dig.

Du skal ikke bare stoppe med at gøre det, du elsker, men stå fast på det, du elsker. Du elsker at spille klaver, andre elsker at spille bold, teater, danse, bage, game, YouTube, blogge … Det er godt at have en interesse, man fordyber sig i, uden man behøver at mobbe hinanden, fordi man ikke har samme interesse.

Du skal ikke bare stoppe med at gøre det du elsker, men stå fast på det, du elsker.

Derfor tænker jeg, at det er supervigtigt, du ikke går alene med det, men at dine forældre og skolen ved, der er mobning og drillerier i klassen. På den måde kan de voksne hjælpe klassen med, at I alle trives og har det godt i klassen både IRL og online.

Skolen har nemlig pligt til at have en antimobbestrategi, så de hurtigt kan hjælpe klassen med at stoppe og forebygge mobning sammen.

Bliv ved med at gøre det, du elsker.

Kram Kristina

MestLæste