kærlighed

Brevkassen: "Jeg er forelsket i min veninde"

af Redaktionen 13. februar 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Unsplash
"Jeg er altid sammen med min bedste veninde og nu er der sket det, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i hende. WHAT TO DO?". Spørger én af vores læsere. Vores ekspert i følelser og kærlighed, Kristina, har klar besked. Læs hendes gode råd lige her.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kære Vi Unge

Jeg er en pige på 15 år. Jeg er altid sammen med min bedste veninde – næsten hver dag – vi hænger ud, sover sammen, bader sammen og så videre. Faktisk gør vi nærmest alt sammen. Og nu er der sket det, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i hende.

Jeg tænker på hende hele tiden, men jeg er sindssygt bange for at sige det til hende og potentielt miste vores venskab. Samtidig kan jeg ikke holde det inde længere.
WHAT TO DO?

Hilsen den forelskede

Kære Forelskede

Jeg kan godt se, at det er svært at tage den beslutning, som måske kan sætte jeres venskab i spil – eller blive en fordel. Du skriver, at du tror, du er blevet forelsket i hende – og den tvivl kan være svær at finde rundt i. Måske fordi det er din bedste veninde, der er i spil, og måske fordi I er blevet så tætte, at man næsten ikke kan skelne mellem at elske eller at være forelsket?

Mon du kan bruge tvivlen til at bringe det op i en snak med din veninde? Måske kan du gøre det ad flere gange, hvor du for eksempel giver nogle hints om, hvordan du har det, at du tænker meget på, at jeres tætte venskab er som et forhold, så er det nærmest føles som en forelskelse.

I snakken og efterfølgende kan du være opmærksom på, hvilke reaktioner hun viser, og hvilke svar hun giver, som kunne tyde på, at hun gengælder dine følelser. Hvis hun ikke kan det på den måde, du håber på, har du ikke sagt andet end det, du føler, så I kan fortsætte jeres venskab.

Men det sker ret ofte, at tætte venskaber også kan blive mere intime og seksuelt afprøvende. Når man er så trygge og tætte med hinanden, kan man få sine første seksuelle oplevelser sammen – også uden at være kærester, men mere “venner med fordele”. Jeg håber på det bedste for jer.


Kram Kristina

MestLæste