Hvordan har det været at medvirke i PULS?
Det er altid en god opleve at være på et set. Men lige præcis på Puls var alle mega nice. Vi havde det vildt godt sammen. 
Og jeg synes at Puls har nogle meget vigtige budskaber, som jeg er stolt af at være med til at sprede.

Hvad var det sværeste ved at spille din rolle?
Det sværeste var at sætte mig ind i Sophias sted, jeg har ikke selv mistet nogle af mine forældre, så jeg kan kun forestille mig hvordan  det er og føles. Men jeg håber at nogle kan relatere til hende. 

Hvad var det sjoveste ved at spille din rolle?
Det var helt klart alle de vilde kostumer jeg fik lov til at have på. Min stil er meget anderledes end Sophias. Jeg fik jo også farvet mit hår rødt til rollen, det er altid fedt at prøve noget nyt. 

Kan du nævne en scene i serien som der var særligt svær/sjov/tankevækkende at indspille?
Der er en scene hvor vi alle sidder og hygger i poolen, vi skulle lade som om at det var varmt og sommer, men poolen var ikke opvarmet og alles læber var helt blå. Vi kunne ikke mærke vores kroppe efter, men det er et sjovt minde, som vi alle deler. Det elsker jeg.

Kan du genkende de følelser og tanker, du arbejder med i serien fra dit eget liv?
Jeg kan helt klart genkende følelsen af ensomhed, når man går med noget for sig selv. Som ung vil man helst gerne klare alt selv, og det er svært at åbne op til dem omkring sig.

Læs også: Isabella Møller Hansen – spiller Tenna i PULS

Serien omfatter mange forskellige problematikker, tabuer og udfordringer ved at være ung. Er der én bestemt problematik, som du godt kunne tænke dig at være med til at ændre i den virkelige verden?

Der er mange ting. Jeg håber først og fremmest at vi stopper med at dømme andre, før vi har lært dem af kende. Vi er alle mennesker, og vi har alle lige meget lov til at være her. 

Er du blevet gode venner med nogle af de andre skuespillere?
Jeg føler at vi alle sammen blev gode venner. Hvilket er klart, når man går op og ned af hinanden hver dag så længe. Vi har alle meget travlt, men når vi først ses, har vi det altid mega sjovt sammen. 

Hvad er det vigtigste, du har lært ved at medvirke i serien?
Se dig omkring. Nogle gange er det dem som virker gladest, der har det sværest. Et smil eller et klap på skulderen kan gøre underværker.

Har du et godt råd, som du vil give videre til Vi Unges læsere?
Det er okay at være sårbar. Det gør dig kun stærkere og mere menneskelig. Bare vær dig selv, selvom det nogen gange kan være svært.