Zayn Malik åbner nu lidt mere op omkring bruddet fra modellen Gigi Hadid, som han stoppede med at være kæreste med i sidste måned

Forleden udgav Zayn nemlig sin nye single "Let Me", der faktisk er skrevet til Gigi. 

Læs alt om Zayn Malik her

Derfor var han en tur forbi Ryan Seacrests radioprogram "On air with Ryan Seacrest". Her fortalte han yderligere om bruddet, som han ellers har været tavs omkring, siden han skrev en lang besked på Twitter omkring det.

Sangen "Let Me" skrev han for 7-8 måneder siden, og dengang havde han alle intentioner om, at han stadig skulle være sammen med Hadid. 

- Jeg var forelsket - og det tror jeg var rimeligt indlysende. Og ja, jeg håbede på at være forelsket i en i resten af mit liv og i resten af deres, ligesom vi alle gør. Og ting ændrer sig, og vi rykker os fremad. Tiden skifter, men ja, det var hvad, jeg tænkte, da jeg skrev sangen, fortæller Zayn i radioprogrammet

Den unge sanger havde altså ikke regnet med, at han ikke længere skulle være sammen med Gigi. 

Da parret gik fra hinanden i sidste måned, skrev Zayn på Twitter, at det var en fælles beslutning. 

- Gigi og jeg har haft et meget kærligt, meningsfyldt og morsomt forhold, og jeg har meget stor respekt for Gigi som kvinde og ven. Hun er så fantastisk. Jeg er meget taknemlig over, at vores fans respekterer denne vanskelige beslutning, vi har truffet og vores ønske om fred og privatliv i denne stund. Vi elsker jer, skrev Zayn i en lang besked.

Den 22-årige supermodel og den 25-årige sanger og tidligere One Direction-medlem blev sidst fotograferet sammen i januar, da de forlod Gigis hjem.
 
I november fejrede de toårs-dag.
 
- To år med mit favorit-menneske skrev Hadid til et foto, hvor de to kyssede.
 
 
Rygterne om deres romance begyndte at løbe i november 2015, da de forlod en fest i forbindelse med American Music Awards sammen.
 
Men først i maj 2016 bekræftede de forholdet, da de kom sammen på den røde løber ved Met Gala.
 
På trods af travle programmer og hver deres karriere fandt de tid til hinanden.
 
- For første gang i vores liv, er vi begge i et forhold, hvor vi deler de samme interesser uden for arbejdslivet, og det er meget vigtigt. Vi laver mad og kunst sammen og er hinandens bedste venner. Vi føler, at vi kan tale om alt med hinanden, og at vi kan lære af hinanden, har Hadid tidligere sagt til ES Magazine.
 
Læs mange flere nyheder om kendte hos SE og HØR her