Netflix har for nyligt haft premiere på deres julefilm ”The Princess Switch”. Filmen handler om den helt almindelige pige Stacy, der rejser til landet ’Belgravia’ for at deltage i en stor og anerkendt bagekonkurrence.

Da hun ankommer til Belgravia, løber hun tilfældigvis ind i pigen Margaret, som er hertuginde og landets kommende prinsesse. Pigerne ligner hinanden på en prik, og Margaret får den idé, at de to skal bytte liv i et par dage, så de kan se, hvordan den anden lever. Ombytningen burde ikke skabe problemer, da Stacys bagekonkurrence først starter om to dage, og Margarets kommende mand, Prins Edward, er ude at rejse de næste to dage…

MEN! Planerne ændres drastisk, og Stacy bliver nødt til at bruge masser af tid sammen med Prins Edward og spille rollen som kommende prinsesse. Imens må Margaret være sammen med Stacys gode ven, Kevin, og der opstår hurtigt gnister mellem de to.

Sjov film, men lidt for uoriginal…

Netflix har før lavet virkelig gode romantiske komedier, og denne er bestemt ikke en undtagelse! Man kan få den tanke, at filmen er inspireret af det engelske kongehus, hvor den ”almindelige” (okay, hun er skuespiller, men du forstår pointen) Meghan Markle netop er blevet gift med den engelske Prins Harry.

Læs også: Anmeldelse: "Sierra Burgess Is a Loser" er relatable men forudsigelig

Det er dog ikke kun fra det virkelige liv, at filmen henter inspiration. Man kan nemlig genkende mange af filmens elementer fra andre film, og handlingen er en smule forudsigelig. ”The Parent Trap”, ”A Christmas Prince” og ”The Princess Diaries” er bare nogle af de film, som ”The Princess Switch” kan minde om, og det trækker altså lidt ned, at filmen ikke er mere original.

Med det sagt, så er filmen super som juleunderholdning, og man kan ikke lade være med at smile, grine og heppe undervejs. Vanessa Hudgens er vildt god både i rollen som Margaret og Stacy, og det er megafedt at se, at filmens karakterer har MASSER af girl power!

”The Princess Switch” har alle de elementer, en god (jule)film skal have, så derfor tør vi godt love, at det her bliver en juleklassiker, som vi skal gense år efter år. Derfor får ”The Princess Switch” alt i alt fire ud af seks mulige nissehuer fra Vi Unge.