Mmm, milkshakes er en skøn dessert eller snack, som passer perfekt til foråret eller sommeren (eller faktisk passer den til alle årstider. Vi kunne i hvert sagtens klemme sådan en drik ned året rundt). Milkshakes findes i mange forskellige smagsvarianter, og det er let at sætte sit helt eget præg på en milkshake. Her i artiklen har vi samlet de lækreste opskrifter, som er super nemme at gå til. Du får nemlig de mest enkle opskrifter på alle klassikerne: Vanilje-milkshake, chokolade-milkshake, jordbær-milkshake og chokolade/banan-milkshake. Mon ikke, at en af dem kan blive din nye favorit-drik?

Læs også: Opskrift: Oreo milkshake

Milkshakes er også en oplagt drik at servere for veninderne, for den er helt vildt nem at få til at se fancy ud. Hvis du for eksempel serverer din milkshake i et højt glas med et fint sugerør, ser den med det samme ud, som om den kommer direkte ud af ærkeamerikansk diner. Du kan også overraske dine forældre med et par kolde milkshakes, hvis de sidder og hygger på terrassen. Så scorer du helt sikkert et par point. He, he.

Tip alle opskrifterne: Tag isen ud i god tid, så den er blød, når du skal blende det hele sammen. Tilsæt mere mælk, hvis din milkshake bliver for tyk.

Opskrift på vanilje-milkshake:

Vanilje-milkshaken er nem og klassisk og virkelig svær ikke at kunne lide. Servér vanilje-milkshaken som en lækker snack i forårssolen eller sammen med et stykke nybagt brownie, hvis det skal være ekstra lækkert.

Opskriften giver to store glas milkshake.

Det skal du bruge:

  • 1 liter vaniljeis
  • 2 dl mælk
  • 1 tsk. vaniljesukker

Sådan gør du:

  • Pisk eller blend alle ingredienserne sammen til en lækker milkshake. Nemt!

Tip: Rør 25 g groft hakket hvid chokolade i hver milkshake. Mums!

Læs også: Opskrift: Sund hindbær-is
 

Opskrift på chokolade-milkshake:

Den her milkshake er en drøm for chokoladegrise og er helt perfekt, hvis du har brug for lidt selvforkælelse foran skærmen en aften. Advarsel: Den mætter megagodt, så du kan højst sandsynligt kun klemme én ned.

Opskriften giver to store glas milkshake.

Det skal du bruge:

  • 1 liter god chokoladeis
  • 2 dl sødmælk
  • 1 tsk. vaniljesukker

Sådan gør du:

  • Pisk eller blend alle ingredienserne sammen til en lækker milkshake.

Tip: Du kan også lave din chokolade milkshake med vaniljeis i stedet. Tilsæt tre spsk. kakaopulver i så fald. Pynt med lidt flødeskum, chokoladesovs og eventuelt lidt grofthakket mørk chokolade.

Opskrift på jordbær-milkshake:


Hvis det skal være rigtig friskt og sommerligt, er en jordbær-milkshake lige i øjet. Hæld den gerne over i et to-go krus, og tag den med på en gå-tur i forårssolen, eller find en dejlig solplet i haven, hvor du kan nyde din jordbær-milkshake med en god bog.

Opskriften giver to store glas milkshake.

Det skal du bruge:

  • ½ liter vaniljeis
  • 3 dl mælk
  • 150 g optøede frosne jordbær
  • 1 spsk. sukker

Sådan går du:

  • Pisk eller blend alle ingredienserne sammen til en lækker milkshake.

Tip: Top din milkshake et jordbær.

Læs også: 10 lækre jordbær-opskrifter

Opskrift på chokolade/banan-milkshake:

Chokolade og banan er altid en vindende kombination, og de to ingredienser gør det selvfølgelig også megagodt i en milkshake. Den her milkshake kræver liiidt mere arbejde, men det er det værd, for MUMS hvor er den god!

Opskriften giver to store glas milkshake.

Det skal du bruge:

  • 1 liter vaniljeis
  • 3 dl. mælk.
  • 2 bananer.
  • 100 g mørk chokolade.

Sådan gør du:

  • Skær dine bananer i små stykker, og læg dom på køl, så de er kolde, når du skal bruge dem. De må gerne have været i fryseren natten over.
  • Smelt chokoladen i en gryde til det er flydende.
  • Hæld den flydende chokolade i et glas og stil det på køl i en time.
  • Blend eller pisk det hele sammen til en lækker milkshake.

Tip: Du kan også bruge ½ liter chokoladeis i stedet for smeltet chokolade til din milkshake. Men brug kun ½ liter vaniljeis i så fald.

Er du blevet inspireret til at prøve at lave en lækker milkshake nu? Hvilken en lyder mest lækker?

I galleriet kan du få mere inspiration til fire friske sommerdrikke:

4 friske sommerdrikke