Mad & opskrifter

Superlækre snacks til madpakken

Af Luise Gregersen 16. december 2013
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Er du træt af vildt kedelige rugbrødsmadder i madkassen? Få inspiration til sunde og lækre snacks, der holder dig mæt hele dagen!

Det behøver ikke at tage lang tid at lave en lækker og sund madpakke!

Læs også: Lækre kanelsnegle

Hvis du er træt af kedelige og slatne rugbrødsmadder, hvorfor så ikke prøve noget helt nyt? Lav for eksempel dine egne figenstænger eller en sund salat, der smager vildt godt!

Læs også: Nem og hurtig varm kakao

Få fire opskrifter på snacks, der holder dig mæt og sund hele dagen.

Fantastiske figenstænger

300 gram tørrede figner
100 gram dadler
150 gram hasselnødder
To spiseskefulde kokosmel

Figenstænger er perfekte til at tage den lille sult ud på eftermiddagen, og så er de oven i købet vildt nemme at lave! Udsten dadlerne, og bland dem med figner, kokosmel og nødder. Blend ingredienserne i en foodprocessor, og form den færdige masse til stænger eller kugler.

Grønne stænger med hummus

Grøntsager (for eksempel gulerødder, agurk eller rød peber)
Hummus:
En dåse kikærter
En spiseskefuld tahin
En spiseskefuld citronsaft
En spiseskefuld olivenolie
Salt og peber
Eventuelt et fed hvidløg

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Skær grøntsagerne i tynde skiver. Blend alle ingredienserne, undtagen grøntsagerne, sammen i en foodprocessor. Drop hvidløget, hvis du er bange for at få hvidløgsånde!

Sund salat med mango og avocado
En stor mango
To avocadoer
150 gram rejer
Citronsaft
Dild

Skræl mangoen, og skær den i tern. Salaten bliver bedst, hvis mangoen er fast og lidt umoden. Pil avocadoerne, og skær dem i tern. Bland avocado og mango med rejer, citronsaft og dild.

Lækker køleskabsgrød
En deciliter havregryn
To deciliter yoghurt naturel eller skyr
En halv banan i skiver
To spiseskefulde kokosmel

Køleskabsgrød er en vildt lækker og mættende snack! Lav den om aftenen, og stil den på køl, så er den klar til madpakken dagen efter! Bland havregryn, kokosmel og yoghurt sammen. Mos bananen med en gaffel, og bland den i massen. Put grøden i en plastikbøtte, og stil den i køleskabet natten over.