I løbet af det sidste år har jeg fundet ud af, at jeg er biseksuel. Jeg havde det virkelig dårligt. Det var ikke noget, jeg havde det godt med at skulle sige højt. Men jeg skammede mig heller ikke. Jeg havde to veninder, jeg kunne snakke med det om, men jeg følte ikke, at de rigtig forstod det. Jeg kunne høre på den ene, at hun virkelig gerne ville forstå det, men hun kunne bare ikke rigtigt. For hun gik jo ikke igennem dét som jeg gjorde, og jeg kendte ikke nogen på min egen alder, som havde det på samme måde som jeg.

Når jeg var derhjemme, følte jeg det som om, at mine forældre levede i én verden og jeg levede i en anden. (Jeg havde ikke fortalt dem det endnu og vidste heller ikke hvordan jeg skulle gøre det, jeg var bange for, at de ville sige, at jeg var for ung til at vide det. Men jeg var jo sikker!)

Læs også: Lesbisk eller hvad?

Når jeg sad i klassen, havde jeg det på samme måde. Jeg følte det som om, jeg var alene, selv om der var 22 andre mennesker i lokalet. Men når jeg så var stille og ikke sagde noget, var det jo fordi jeg følte mig ensom, men det kunne jeg ikke sige til nogen. De troede, at jeg var sur, og så prikkede, stak og puffede de bare til mig for ligesom at få mit humør op (eller hvad ved jeg) - men det havde lige den modsatte virkning. Jeg var træt af, at folk hele tiden troede, at jeg var sur, så derfor opbyggede jeg en mur, hvor jeg var lalleglad uden på, men helt alene inden i.

Læs også: Føler du dig ensom?

Jeg havde det som om min krop bare var ét stort hul, og at jeg bare blev ved med at falde ned i det. Jeg blev ved med at falde og jeg håbede hele tiden, at jeg vil bryde sammen, at jeg vil græde, og fortælle min lærer hvad der er galt men jeg kunne ikke bryde facaden. Når jeg lyttede til mine andre venindes problemer, synes jeg, at mine var meget værre, og jeg følte mig overlegen og at deres problemer var bagateller, men det var de jo ikke. Jeg skammede mig over at føle og tænke på den måde.

Det eneste, der hjalp mig med at bryde min facade, var at skrive. Det var det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne give slip. Jeg skammede mig ikke over, at jeg var biseksuel, men jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne gøre dét jeg allerhelst ville; nemlig være åben omkring det. At jeg ikke kunne fortælle mine nærmeste, at jeg var, hvem jeg var. Og at jeg ikke kunne være ligeglad med hvad andre tænkte.

Læs også: Hvordan skriver man en sang?

Jeg begyndte at skrive med en ældre mand, og det hjalp mig lidt. Men det begyndte så at give mig problemer, da alle sagde, at jeg skulle passe på pædofili og sådan noget. Jeg brød kontakten og har det meget bedre nu.

Nu er jeg 100 % mig selv. En dag i skolen, blev jeg bare træt af at lyve hele tiden, og jeg besluttede at fortælle mine veninder, at jeg var biseksuel. De tog det virkelig pænt, og jeg fortalte dem, at det ikke var en hemmelighed, og at de derfor gerne måtte fortælle det til andre. Da vi sluttede og gik på ferie, om fredagen, vidste stort set alle i min klasse det, og mine forældre ved det også nu. Alle jeg har sagt det til, har taget det utrolig pænt, og det har jeg stor respekt for, når man tænker på, at jeg jo selv, brugte meget tid på at finde ud af, hvem jeg var. Jeg mødtes med en kvinde, som var lesbisk, og det gav mig så meget selvtillid, fordi hun havde haft præcis de samme tanker som jeg.

Læs også: Kend din seksualitet.

Nu glæder jeg mig til at starte på ny efter sommerferien i 8. klasse. Som den nye, stærke Sarah, jeg har udviklet mig til.

Et stor hejsa fra den nye mig.
Sarah.

Læs også: Sarah fra X Factor: "Jeg er 100 % mig selv"