Det hele startede i børnehaven. Jeg blev altid holdt udenfor, jeg havde ingen venner. Jeg følte mig altid alene og havde ingen at lege med. Jeg begyndte at trøstespise og tage på. Når de andre legede, måtte jeg ikke være med, sagde de altid nej. Så jeg gemte mig i gaderoben og sad altid og græd.

Læs også: Føler du dig ensom?

Da jeg skulle starte i skole, håbede jeg på et bedre liv. Men folk kaldte mig tyk og gjorde nar af mit tøj. Mine klassekammerater begyndte at kratte mig på armene, og mine arme var fyldt op med sår. Først lang tid efter opdagede min mor det, og hun tog kontakt til skolen. Mine klassekammerater blev endnu mere sure på mig, og begyndte at mobbe mig endnu mere. Til sidst flyttede jeg skole.

Men igen blev jeg mobbet med mit udseende og tøjstil. Jeg kunne ikke gå i pænt tøj, fordi jeg var tyk. Jeg havde stadig ingen venner. Og jeg begyndte at lukke mig mere og mere inde i mig selv. Jeg snakkede aldrig med nogen om problemerne. Alle troede, jeg havde det godt. Ikke engang mine forældre vidste noget. Jeg havde overhovedet ingen selvtillid.

Overfaldet på vej hjem fra skole
Jeg blev kaldt for emo, bare fordi jeg gik med mascara. Så begyndte jeg at gå med sortere makeup omkring øjnene, blev næsten emo. Men ingen så, at det var et råb om hjælp. Jeg blev bare endnu mere hadet.

Mine klassekammerater begyndte at overfalde mig på vej hjem fra skolen. Jeg sagde det til en lærer, jeg havde, de andre opdagede det, og jeg blev kaldt for luder. Folk startede altid rygter om mig, som ikke passede. Jeg kom altid grædende hjem og sagde, at jeg ville flytte skole. Mine forældre og viceinspektøren blev enige om, at jeg kunne prøve at skifte klasse først for at se, hvordan det ville gå.

Anklaget for selv at mobbe
Det gik nu meget godt, indtil jeg blev beskyldt for noget, jeg ikke havde gjort. Alle begyndte at hade mig endnu mere, end de gjorde i forvejen. De var alle sammen imod mig. Jeg havde virkelig bare lyst til at dø, og jeg havde flere gange prøvet på at begå selvmord. Men det lykkedes aldrig. Lærerne hadede mig også, de sagde til alle i klassen at jeg havde mobbet mange af mine klassekammerater. Men det havde jeg ikke! Det var dem, der mobbede mig! Jeg kunne virkelig ikke klare det mere. Det tog hårdt på mig, at de sagde, at det var mig der mobbede, for det kunne jeg aldrig finde på! Jeg ved jo selv, hvordan det er at blive mobbet, så hvorfor skulle jeg dog selv gøre det?

Læs også: Jeg forsøgte selvmord

Der havde jeg fået nok, jeg tog hjem og sagde til mine forældre, at jeg ville skifte skole nu! Jeg havde stadig ingen, jeg kunne snakke med om tingene, jeg følte mig ensom. Jeg afleverede mine skolebøger næste dag og tog hen og besøgte min nye skole. Der var jeg indtil sommerferien startede, for jeg gad ikke være på min gamle skole.

Da jeg startede på min nye skole, gik alt bedre. Jeg begyndte at få venner. Mine selvmordstanker var begyndt at gå væk, men jeg følte mig stadig ensom. Jeg var stadig indelukket. Jeg sagde ikke så meget i starten, men begyndte at åbne mig mere op. Men ikke helt op. Jeg begyndte at føle mig udenfor igen, og selvmordstankerne kom igen. Men jeg havde det bedre på den skole, end på de to andre. Men jeg kom først i 8. klasse, så jeg nåede kun at få to år sammen med dem.

Dreng hjalp mod cutting
Vi havde endelig fået sommerferie, men min sommerferie gik kun med bekymringer om, hvordan det ville blive på HHX. Jeg var bange for at blive holdt udenfor eller blive mobbet. Jeg blev virkelig deprimeret og begyndte at skære i mig selv. Hver gang jeg så på arrene, blev jeg endnu mere deprimeret, og det fik mig til at skære mere.
Jeg havde virkelig ingen, jeg kunne snakke med. Jeg havde ingen rigtige venner, og det havde jeg ikke haft siden børnehaven. En dag begyndte jeg at snakke med en dreng. Det var virkelig den bedste dag i mit liv! Jeg følte virkelig, jeg kunne stole på ham, så jeg fortalte ham om, at jeg var begyndt at skære i mig selv. Og han hjalp mig igennem det.

Læs også: Depression førte til cutting

Han ringede hver dag for at høre, hvordan jeg havde det. Han var den første, der nogensinde havde spurgt ind til mig, han var den første, der bekymrede sig om mig. Jeg var begyndt at få det bedre og føle mig mindre ensom. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Men sommetider får jeg det virkelig dårligt igen. Jeg har stadig selvmordstanker, og jeg åbner mig ikke rigtig op for nogen. Jeg tror aldrig, at det går væk. Jeg har aldrig fortalt nogen alt det her før. Jeg føler, at det er på tide nu, efter 11 år hvor jeg har holdt det skjult!

Vil du også gerne skrive til Læsernes blog? Så læs mere her!