Hvad skal man efter 9. klasse?
Mange starter allerede med at tænke over, hvad de skal efter 9. klasse, når de går i børnehaveklassen. Eller det gjorde jeg i hvert fald. Jeg har altid været sikker på, at jeg skulle på en idrætsefterskole, og er også kommet ind på en. Mine forældre har også altid været sikre på, at det var det, jeg skulle, fordi mine søskende gik begge på den skole. Men nu, når året kommer tættere og tættere på, er jeg blevet mere og mere i tvivl.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
De sidste to år, hvis ikke det er længere, har jeg været meget betaget af det store USA. Jeg vil så gerne rejse på ferie eller sådan noget derovre, men jeg ved, at det aldrig ville ske, blandt andet fordi min mor hader at flyve. Så ville jeg også rigtig gerne prøve at bo derovre og gå på High School, altså at være udvekslingsstudent. Der var bare et problem: Jeg måtte ikke. Lige meget, hvor meget jeg plagede, så måtte jeg bare ikke, og der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Men nu er det sådan, at jeg er rigtig god til at få min vilje, så jeg gav ikke op!
Min mor og far blev ved med at sige, at det var for dyrt. Jeg var simpelthen så opsat på at komme til USA, og brændte så meget for det, at her i år gav de sig endelig. Blandt andet fordi min far fandt Rotary, hvor det er meget billigere end de andre. Men nu er jeg pludselig blevet i tvivl: Er jeg virkelig klar til at rejse til USA helt alene i et år? Det spørgsmål stiller jeg mig selv hver dag.
Jeg skal snart beslutte mig, inden der kommer en regning fra efterskolen.
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har spurgt flere af mine venner, og flertallet synes helt klart, at jeg skal tage af sted. Mine søskende siger selvfølgelig, at jeg skal blive hjemme. Jeg tror, at de fleste fra min familie er sikre på, at jeg vælger efterskole, da de ikke tror, jeg er klar til at rejse alene, og der vil jeg bare gerne gøre noget, de ikke regner med. Min mor er også sikker på, at det slet ikke er mig.
Som sagt så er der mange, der er sikre på, hvad de vil, men jeg tror, at jo tættere man nærmere sig, jo mere bliver man i tvivl. Så om jeg vælger USA eller efterskole, det bliver spændende.
Hvad skal du efter 9. klasse?
Læs også: Hvad er en god veninde?