Er der grænser for kærlighed?

Kender I det, at pludselig kan det blive enormt trist at sidde alene og se kærlighedsfilm? Så er puden, man sidder og krammer sig ind til, ikke så spændende længere... Og når den tid er kommet, så opdager man, at man VIRKELIG savner en kæreste! Sådan fik jeg det forleden dag.

Egentlig noget underlig noget, sådan en forelskelse… For et er, hvis man er dødhamrende forelsket og brændende ønsker sig en kæreste. Noget andet er, hvis det bare bliver sådan en "impuls-kæreste".

[faktaBox]At kigge efter drenge er jo nøjagtig det samme som at shoppe! Vi leder vel (i teorien) alle efter den perfekte "bluse". En, der fremhæver en del af dig selv, du elsker. En, der bare ser supergodt ud, så selv dine venner bliver misundelige. En, der får dig til at glemme alle de dårlige ting, og får dig til at udstråle selvsikkerhed. En, du føler dig tilpas med.

The Beatles sang en gang "All You Need Is Love". Selv om jeg godt ved, at jeg nok ikke finder den store kærlighed som 14-årig, kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis jeg aldrig finder den? Ender jeg så ene og alene? Så er sådan en impuls-kæreste alligevel ikke så ringe - eller hvad? Mon der findes regler for kærligheden? Og kan man overhovedet blive kæreste med en fra en klasse over eller under en selv? Når man ser på fremtiden, er det jo ikke urealistisk, men nu ...?

Derfor vil jeg rigtig gerne høre jeres mening: Kære læsere. Går I ind for "fri kærlighed" eller "må" man kun komme sammen med folk på ens egen alder? Og ville I selv være kæreste med en, der gik i en klasse under jer?

Kram Malle