Der er nogle mennesker, der synes, det er snyd, at skilsmissebørnene får to gange jul, dobbelt så mange gaver og dobbelt så mange ferier. Men det er altså ikke altid lige fedt.

Læs også: F**king fordomme!

Det er nu to år siden at mine forældre blev skilt, men jeg kan lige så tydeligt huske, da jeg fik at vide, de skulle skilles.

Det var to uger inden min konfirmation, at jeg begyndte at kunne mærke på min mor og far, at der var noget galt. Jeg kom ned i stuen og så, at min mor sad og græd, og jeg vidste godt, at der var noget galt. Jeg gik ud i køkkenet og spurgte min far om, hvorfor min mor græd, men han vil ikke sige noget, før min mor kom ud i køkkenet og råbte min far ind i hovedet, om han ikke bare kunne sige det, som det var: At de skulle skilles.

Jeg blev helt stum, min mor og far skulle skilles efter 13 års ægteskab! Cirka en måned efter flyttede min far ned i vores campingvogn og boede der, mens min lillebror, min mor og jeg boede i vores hus. Det var rigtig svært at koncentrere sig i skolen, fordi mine tanker var et helt andet sted. Det var kun en af mine veninder, der vidste, at mine forældre skulle skilles, og det var rigtig hårdt, for alle kunne godt se på mig, at noget var galt.

Læs også: Skal dine forældre skilles?

En uge før sommerferien fik min klasse at vide, at mine forældre skulle skilles. Da min klasselærer fortalte det, begyndte jeg at græde og ville hjem. Efter noget tid vidste næsten hele byen, at mine forældre skulle skilles, og det var der, min verden brød sammen!

Alle rygterne kom, og jeg hørte sådan nogle grimme ting om min far, som jeg slet ikke ville have at vide. Derfor besluttede min mor, at vi skulle flytte ned til min mormor og morfar. Otte dage inden min fødselsdag, skrev min mor og far under på skilsmissepapirerne, og nu var de for alvor skilt. Min mor besluttede, at vi ikke skulle tilbage til den by, hvor vi kommer fra, hvilket jeg var tilfreds med, for jeg ville ikke tilbage til rygterne.

Læs også: Video - Der går rygter om mig

I dag bor jeg i en anden by og ser min far hver 14. dag, men jeg savner ham meget! Min mor og far snakker fint sammen i dag og er blevet gode venner. Men jeg syntes stadig, at det er hårdt, at mine forældre er skilt, også selv om det er to år siden. Der vil altid komme dage, hvor du skal vælge mellem din mor og far, og det kan jeg ikke, for jeg holder lige meget af dem begge to. Når jeg er trist og ville ønske, at mine forældre var sammen igen, så siger jeg altid til mig selv, at jeg hellere vil have en mor og far, der bor hver for sig, end en mor og far der ikke har det godt med hinanden.

Så til alle jer, der er skilsmissebørn: Sørg for at få det bedste ud af det, selv om det er svært nogle gange.

Knus Julie

Vil du også gerne skrive til Læsernes blog? Så læs mere her!