Skønhed

Bryn-kongen guider: Sådan fremhæver du dine øjne

Af Cecilie Rosfort-Nees 28. oktober 2020
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Drømmer du om smukke øjenbryn, men ved du ikke, hvordan du skal bære dig ad? Læs med her, hvor Vi Unge har taget en snak med Danmarks bryn-konge, Kenny Anker, som guider dig til flotte bryn.

Vil du (også) gerne lære at lægge en pæn øjenbryns-makeup, men ved du ikke, hvordan du skal bære dig ad?

Mulighederne er mange, og der findes flere teknikker til at fremhæve ens øjenbryn.

For at du kan blive klogere på, hvordan du kan fremhæve dine øjne og få flotte bryn, har Vi Unge taget en snak med Danmarks bryn-konge, nemlig Kenny Anker.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

For hvis der er én, som ved alt om øjenbryn, så er det Kenny - han har nemlig sin helt egen brynsalon.

Læs med herunder, hvor Kenny guider til at få flotte øjenbryn.

Hvordan er du blevet så god til øjenbryn?

– At kunne lave et sæt smukke øjenbryn er inddelt i to:

1) Teknik, som jeg har været ude og tillære mig – fordi jeg er nysgerrig og gerne ville være god.

2) At have god smag, og det har jeg absolut. At man kan lave et sæt flotte bryn er faktisk ikke så svært, men de skal både passe til det individuelle ansigt, personlighed, stil, ønsker og behov.

Hvilke celebs har de flotteste bryn, synes du?

– Hvis vi taler om de danske piger, så synes jeg, at Sarah Grünewald, Cecilie Lassen og Mille Dinesen har nogle rigtig flotte bryn. De er vidt forskellige, men passer til dem hver især.

Hvordan kommer jeg i gang med at farve mine bryn – uden at mine venner får et chok?

– Hvis man er skræmt af, at ens øjenbryn får en forkert farve, eller at de bliver for mørke, vil jeg anbefale, at man får dem farvet professionelt. Det er ofte en pris, som alle kan være med på, det holder længere, end hvis man selv gør det, og så er der lavere risiko for allergi, som mange desværre oplever med hjemmefarvning.

Læs også: Sådan renser du dine makeupbørster

Behøver jeg plukke mine bryn? Kan de blive pæne uden?

– Alle behøver overhovedet ikke plukke deres bryn. Det hele handler om at fremhæve det, som man har, og har man fine bryn, synes jeg bestemt ikke, at man bør gøre yderligere ved dem. Jeg vil dog altid anbefale, at man fjerner de hår, der vokser mellem brynene.

Kan man farve sine bryn, selv om man ikke ellers går med makeup? Eller ser det mærkeligt ud?

– I KENNY ANKER Brow Studio har vi rigtig mange besøgende, der ikke bruger af makeup i dagligdagen, og derfor synes de, det er vigtigt at få farvet øjenbryn, så de træder en smule frem. På den måde kan man se makeuppet ud uden at have makeup på.

Jeg har plukket for meget af mine bryn – vokser de nogensinde ud igen?

– I nogle tilfælde er hårsækken er ødelagt så meget, at hårene ikke vil vokse ud af sig selv igen. Her kan man bruge brynserum, der kan være med til at stimulere hårsækken og hjælpe håret ud igen. I visse tilfælde vil man dog ikke kunne få 100 % af hårene retur. Derfor skal man altid være forsigtig, når det gælder ens øjenbryn!

Hvilken farve skal jeg farve mine bryn?

– En god tommelfingerregel er, at blonde piger skal gå en tone mørkere og mørkhårede piger en tone lysere. Blonde piger vil ofte gerne fremhæve deres bryn, og mørkhårede vil tit gerne skabe en baggrundsfarve, uden at det ser hårdt og voldsomt ud.

Læs også: Sådan laver du et flot hverdagsmakeup-look på få minutter

Hvilke produkter er musthaves til pæne bryn?

– Jeg vil altid anbefale en gennemsigtig bryngele, der placerer og friserer hårene i den retning, som man ønsker, at de skal gå. Det kan være med til at give et lille løft til hele ansigtet. Ønsker man også at markere brynene en smule, vil jeg anbefale at kombinere bryngeléen med en ultratynd øjenbrynsblyant, der kan lægge en svag baggrundsfarve, uden at looket bliver for hårdt. Har man disse to produkter, behøver man ikke at gøre så meget andet ved sine øjenbryn.

Jeg synes, det gør ondt at plukke bryn. Er der noget, jeg kan gøre?

– Når man plukker sine bryn, er det ekstremt vigtigt, at man får strukket huden ud. Det gøres både for at undgå, at man niver sig i huden, men også fordi det på den måde gør mindre ondt, når man begynder at plukke sine øjenbryn.

Kan jeg få en brynbehandling, selv om jeg aldrig har plukket bryn før?

– Ja det kan du. Dem, der får de hurtigste og pæneste resultater, er dem, der aldrig har gjort noget ved deres bryn, da vi har det bedste udgangspunkt at forme brynene ud fra.

Kennys 3 trin til flotte bryn:

1. Personliggør dine øjenbryn – de skal passe til DIN personlighed og DIT ansigt!

2. Fjern hårene mellem brynene – et godt tip er at bruge spidsen af din tommelfinger som målestok.

3. Sæt dine bryn med en gennemsigtig 'brow gel' – det giver et fint løft.

MestLæste