Samfund

Fest og alkohol

Af Line Sølvhøj Jensen 12. juni 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Det er som regel i teenageårene, at de fleste prøver at drikke alkohol og være fuld. Læs med her og find ud af, hvordan du sikrer dig, at alkohol bliver for sjov og ikke for meget!

Mange unge prøver at drikke alkohol eller være fuld første gang, når de er sammen med deres venner eller familie. Inden du drikker alkohol første gang, er det en god idé at vide, hvad der sker med dig, når du drikker alkohol.

Hvorfor drikker man alkohol?
Grunden til, at man drikker alkohol, er, at man kommer i bedre stemning. Når man drikker alkohol, bliver der skruet op for musikken, og man synger og danser, fordi man mister sine hæmninger lidt, og så "tør" man lidt mere.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvornår begynder man at drikke?
Det er meget forskelligt, hvornår unge begynder at drikke. Nogen har måske prøvet det, når de er sammen med deres forældre, andre prøver det, når de er sammen med vennerne eller til fest for første gang.

Men der er en regel, der siger, at man først må købe alkohol, når man er 16 år. Hvis du er under 16 år, er der en over 18, der skal give dig tilladelse eller tage ansvaret for, at du køber eller drikker alkohol.

Hvad sker der, når man drikker for meget?
Hvis du ikke har prøvet at drikke alkohol før, så er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvad der sker med dig og din krop. Du vil hurtigt blive påvirket af alkoholen - måske allerede efter én øl. Man kan hurtigt føle sig presset til at drikke mere alkohol, end man egentlig kan tåle. Især hvis man er sammen med andre, der har prøvet at drikke alkohol flere gange og derfor kan tåle mere.

Når du drikker alkohol, skal du være opmærksom på:

• Du kan ikke altid mærke, når du bliver fuld. Lige pludselig sker det bare. Derfor er det en god idé ikke at drikke for hurtigt, og engang imellem kan du rejse dig op og gå en tur, for eksempel på toilettet, for at se, om du stadig kan holde balancen og fokusere rigtigt. Hvis ikke, du kan det, skal du ikke drikke mere alkohol.

• Mange unge synes, det er sejt at drikke alkohol og være fuld. Men gør det uden at drikke dig rigtig fuld. Hvor sejt er det at kaste op og ikke vide, hvem du selv er? Så slutter festen for dig!

• Du tænker ikke helt klart, når du drikker alkohol. Mange kommer til at gøre ting, de fortryder næste dag - for eksempel at sige noget dumt til nogen, ødelægge ting eller at gå i seng med en, selv om de måske slet ikke har lyst.

• Det er okay at sige nej til at drikke alkohol. Det vigtigste er, at du selv har lyst til det og ikke føler dig presset.

• Det vigtigste er at have det sjovt og at du bliver i godt humør af alkoholen. Målet er ikke, at du skal blive så fuld, så du ikke kan stå på benene.

• Hvor meget alkohol, du kan tåle, afhænger af din vægt, hvad du har spist og om du er pige eller dreng. Drenge kan som regel tåle mere alkohol end piger.

MestLæste