Kendte

Lækre Zac Efron

Af Katrine Memborg og Judi Davidson, Sarah Deakin 14. januar 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
De lækre blå-grønne øjne… Det velsiddende, mørke hår… Det toplækre smil… Ja ja, vi er for længst blevet enige om, at han måske er den dejligste fyr på kloden! Men er han mere end et »pretty face«? Vi kommer tæt på ham – og spørger ham om ikke mindre end 24 spørgsmål om alt og ingenting…

Tillykke med den store succes med HSM - kommer det bag på dig?
Ja, det er en kæmpe stor overraskelse for mig og alle de andre. Vi startede jo bare med at lave en stille og rolig film til Disney Channel - og lige pludselig kom reaktionen. Jeg er vildt glad for, at folk kan lide den. Jeg synes, det var meget modigt at lave en musical, for den slags var der ikke blevet lavet i mange år. Så jeg er naturligvis stolt over at være en del af successen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Er det sværere at lave film, hvor du skal synge og danse end at lave en almindelig spillefilm?
Nej, det er ikke sværere, men det er meget anderledes. Jeg får en anden form for tilfredsstillelse. Når man synger og danser så meget, så opstår der helt automatisk en vild form for energi, som alle skuespillerne bliver en del af. Når jeg laver almindelige film er det på en eller anden måde mere hårdt og seriøst, men samtidig er det også en vild fornemmelse at færdiggøre en seriøs scene.

Klarede du det selv godt med pigerne, da du gik i highschool?
Jeg var den lille og lidt stille dreng, da jeg gik i skole, så jeg fik ikke særligt meget opmærksomhed fra pigerne. Det var først, da jeg forlod skolen, jeg begyndte at vokse lidt - og blive mere moden.

Det er svært at tro på…?
Jamen, det er rigtigt. Jeg var ikke den cool fyr i skolen. Jeg havde en masse venner, og jeg havde det rigtigt godt med at gå i skole. Men jeg var ikke en del af den populære klike. Der var en del skaterfyre på min skole, og jeg kan huske, at jeg synes, de var mega seje - men desværre var jeg ikke en del af det. Til gengæld var jeg dygtig i skolen - jeg fik høje karakterer i de fleste fag, og jeg var med til at hjælpe de mere svage elever. Det var måske derfor, jeg blev kaldt en nørd… He-he!

Hvordan har du det med, at piger over hele verden drømmer om dig?
Det er cool nok… Hvad skal jeg sige? Det er jo ikke rigtigt noget, jeg behøver at tænke så meget over. Det er bare vigtigt for mig, at jeg kan finde ud af at være et sundt forbillede. Heldigvis er jeg ikke typen, der er god til at lave skandaler, så jeg tror ikke, det bliver noget problem. Jeg skal i virkeligheden bare være mig selv, tror jeg.

Men synes du ikke, det er fedt at være en del af Hollywoods hotteste?
Jo, tanken er da superfed, men jeg har aldrig været så meget til den slags. Jeg holder mig som regel fra fester, hvor der udelukkende er berømtheder, for jeg føler mig ikke særlig godt tilpas blandt folk, jeg ikke kender. Det bliver hurtigt overfladisk.

Er det ikke bare noget, du skal sige?
Ha ha… Nej, jeg mener det rent faktisk. Jeg har aldrig drømt at være en del af den dér celeb-scene, og efter jeg rent faktisk har mulighed for at deltage, så virker det endnu mere ligegyldigt for mig. Når berømtheder kommer til alle de fester, så ved de jo, at der vil være fotografer til stede - og jeg kan kun grine af dem, der brokker sig over at blive fotograferet til den slags arrangementer. Altså, hvad regner de med? Jeg er ikke til store fester og den slags.

Hvad er du så til?
Jeg arbejder en del, så når jeg endelig har et par dage fri, så vil jeg da allerhelst bare hjem til min familie og mine gamle venner. Jeg elsker at komme hjem til mit gamle værelse, spille computer med vennerne, surfe og bare hænge ud. De dér helt almindelige drenge-ting, som jeg ikke rigtigt kan nyde I hverdagen, de betyder meget for mig. Vi går til baseball-kampe, går tur med hundene og alt sådan noget.

Hvad laver du så, når du skal slappe af?
Jeg læser en del bøger - alt fra romaner til tegneserier. Jeg slapper også af ved at lave almindelige ting, som jeg nævnte før. Sammen med folk, jeg har kendt i mange, mange år.

Hvordan har du det med at blive genkendt lige meget hvor, du går og står?
Det generer mig egentlig ikke, for jeg kan da godt forstå, folk kigger og vil have en autograf. Men jeg bliver sgu lidt genert og føler mig dårlig tilpas, når jeg kan mærke, der er en hel gruppe af piger, der forfølger mig og hvisker og tisker bag min ryg. Det bryder jeg mig ikke om. Men jeg ved, at det ligesom er »the name of the game«…

Har du nogensinde været udsat for noget ubehageligt i forbindelse med dine fans?
Nej, pigerne er jo som regel vildt søde og meget, meget generte. Det er faktisk forældrene, der er de værste. De hiver og flår i mig - og deres stakkels døtre - for at få et billede af mig sammen med børnene. Det er vildt synd for pigerne, for de er alt for generte til at stå ved siden af mig. Og så bliver det en akavet situation for alle parter. Men jeg elsker mine fans - og jeg bruger lang tid på dem. Men når forældrene bliver for pushy, så bliver jeg virkelig irriteret.

Føler du, at berømmelsen styrer dit liv? Altså, er der steder, hvor du ikke kan komme?
Nej, jeg kan da gå alle steder, for det er heldigvis noget, jeg selv styrer. Det er bare et spørgsmål om at tage et par meget effektive solbriller på! Man skal ikke undervurdere gode solbriller, for de kan virkelig skjule meget! Ha-ha! Og så synes jeg også, det er dejligt at møde mine fans derude, for det er den slags, der gør, at jeg bliver mindet om, hvad jeg har gjort - og hvordan jeg påvirker folk. Det kan man ikke tillade sig at brokke sig over.

Pigerne er vilde med dig… Er du god til at flirte?
Ha-ha… Det ved jeg ikke rigtigt… Jeg er ikke den store danser, for ellers kunne jeg jo bare fyre nogen fede dance-moves af. Ha-ha! Aigh, jeg tænker ikke så meget over det. Jeg er bare mig selv og gør det, jeg er bedst til, som er at tale med folk - særligt med piger…

Hvorfor vil du og Vanessa ikke tale om jeres forhold?
Jeg gider ikke at være kendt som ham, der taler åbent om sit forhold. Det kommer ikke nogen ved, synes jeg. Når det kommer til den slags, er jeg meget privat.

Men så vil vi gerne vide, om du er single…?
Nej! Det er jo meget værre at spørge om! Alt, jeg kan sige, er, at Vanessa er en dejlig pige, men jeg gider ikke at sige, om vi er kærester eller ej. Hvem ved - måske ser det hele anderledes ud, når dette interview ender i bladet? Måske dater jeg hende, måske gør jeg ikke…

Vi viste ellers feriebilleder af jer for et par numre siden… Der ser I meget forelskede ud…?
Det var første gang, jeg for alvor blev sur på fotograferne. En ferie er bare så privat, og det var bestemt ikke meningen, der var nogen, der skulle opdage noget. Jeg var slet ikke klar til, at der skulle ligge paparrazi-fotografer på lur for at tage meget private billeder af mig. Jeg blev skuffet og sur. Men jeg havde da stadig en dejlig og afslappet ferie.

Og du vil stadig ikke indrømme, at I er kærester?
Nej, det vil jeg ikke. Vi er bare to mennesker, der har det dejligt sammen… Det kommer altså ikke andre ved, hvem jeg ser - og hvorfor! Jeg forstår ikke dem, der taler åbent omkring deres privatliv, for det ender jo altid med, at pressen føler, at de nærmest bliver en del af det her forhold, og det er bare ikke godt nok.

Så taler vi da bare om noget andet… Kunne du leve uden berømmelse?
Ja da! Det gjorde jeg jo inden »High School Musical«! Og det er ikke derfor, jeg laver det, jeg laver. Jeg er skuespiller, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg elsker det! Og så tager jeg gerne alt det med, der åbenbart hører med.

Hvilke skuespillere ser du op til?
Der er faktisk ikke så mange. Men jeg er meget imponeret over en fyr som Leonardo DiCaprio, der startede med »Titanic« og blev et teenageidol over hele verden. I dag er han en af verdens bedste skuespillere, og han kan spille alle slags roller. For et par måneder siden mødte jeg Orlando Bloom, og det var ret fedt. Han er også vildt dygtig, synes jeg.

Hvad er så næste projekt for dig nu? [faktaBox]
Der er en masse ting i gang. Jeg kunne godt tænke mig at lave flere musicals, fordi det er så sjovt at være med til. Men der er jo også mere seriøse og tunge roller, som jeg godt kunne tænke mig. Det ville være en stor udfordring, men jeg er klar til den!

Du arbejder jo en del i Los Angeles. Har du så din egen lejlighed?
Ja, det har jeg! Og det er fantastisk! Men jeg må da ærligt indrømme, at jeg savner alt det fede ved at bo derhjemme. Der er jo ikke noget bedre end mors morgenmad - og at mor vasker mit tøj. Ha-ha! Pludselig skal jeg selv sørge for det, og det er da lidt kedeligt! Men det fede er, at jeg kan gøre, hvad der passer mig, og der er ingen, der skal fortælle mig, hvornår jeg skal rydde op. Og det er fedt!

Jeg troede måske, at du havde folk til den slags?
- Nej, sådan er jeg ikke. Jeg kunne i princippet sagtens hyre en rengøringshjælp, men hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg kan jo godt selv, selv om det er vildt kedeligt. Men hey, jeg kender altså ikke nogen, der synes, det er sjovt at gøre rent og rydde op. Ha-ha…

MestLæste