Kendte

Med Kristen Stewart på optagelse

Af Sisse Andersen og Johanna Juntunen 10. september 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vi snakkede med Kristen Stewart under ”Twilight”-optagelserne. Læs interviewet her.

Vi har fået os en snak med Kristen Stewart om, hvordan det er at spille Bella.

Er det nemmere for dig at spille en rolle, du har prøvet før?
- Ja, det var meget nemt at komme tilbage til den. Normalt når jeg er færdig med et filmprojekt, har jeg svært ved at slippe rollen, og når jeg endelig gør det, bliver jeg nødt til at gemme den helt væk i min bevidsthed. Men fordi jeg vidste, at jeg skulle tilbage til den her rolle, lod jeg den aldrig rigtig forsvinde. Bella er jo en meget ligefrem rolle, og så har jeg jo den ultimative hjælp i form af bøgerne.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvordan har det ændret dit liv at være med i "Twilight?"
- Det har ikke ændret mit liv, forstået på den måde, at jeg laver det samme hver dag, som jeg gjorde før. Men det er da en stor del af mit liv, og rigtig mange mennesker går op i det, jeg laver, så jeg er bare glad for, at det er noget, jeg også selv kan lide. Jeg kunne aldrig være med i noget så lang tid, hvis det bare var lidt meningsløst.

Læs også: Jeg mødte Kristen Stewart og Taylor Lautner

Hvordan påvirker det dig, at der er så meget fanhysteri omkring filmen?
- Det, at alle er så spændte på filmen, er jo bare fedt. Jeg er glad for, at filmen kommer så hurtigt efter den første. Folk har slet ikke haft tid til at glemme interessen for filmen. Men det har altså ikke været overvældende. Medmindre du går på nettet og selv opsøger det, så opdager du det stort set ikke. Der er bare lidt flere mennesker, der kommer til optagelserne og vil sige hej til os.

Kan du forstå, hvorfor mange teenagepiger er så vilde med "Twilight?"
- Ja. Jeg tror, det er fordi, man så nemt kan identificere sig med Bella. Det er jo en rimelig enkel historie, men historien er så ærlig, stærk og klassisk, og jeg tror, folk kan forholde sig til den.

Kan du fortælle om Bellas liv, hvor der jo er to fyre i?
- Bella tror jo, at hun er ved at blive skør. De eneste fyre, hun svinger med, er de her overnaturlige monstre. Men det er faktisk en lidt trist historie, som er meget typisk piger. På den ene side har hun den her ideelle mand, og på den anden side har hun sin bedste ven, som egentlig er perfekt for hende, og som er vild med hende. Det ville være så nemt for hende at vælge Jacob, men hun har brug for den der vilde passion, hun får fra Edward og ikke bare den lunkne tryghed, som Jacob kan give hende, selv om det egentlig ville gøre hendes liv så meget lettere, hvis hun var sammen med ham.

Bella er lidt vild i bogen og springer blandt andet ned fra klipper. Laver du selv de stunts i filmen?
- Nej, jeg får ikke lov! Ha ha! Jeg skal bare springe ned fra en lille platform. På et tidspunkt skulle jeg også køre vildt på en cykel, men den havde sådan nogle store støttehjul på! Det er jo totalt atypisk Bella at gøre sådan noget. Hun siger, at det er for spændingens skyld, men i virkeligheden gør hun det jo for at udfylde et tomrum indeni.

Læs også: Robert Pattinson: - Jeg er ikke som Edward

MestLæste