Krop & Sind

Tema: Valentine's Dag

Af Sara Wilkins 5. november 2008
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
I denne uge er der kærlighedstema på viunge.dk, og du får en ny romantisk historie hver eneste dag! Her kan du læse om Jannies romantiske Valentine's Dag..

Navn: Jannie Nørgaard
Alder: 14 år
By: Vejle

Hej Vi Unge,
Det var en eftermiddag, og det var tilfældigvis Valentines Day. Jeg sad hjemme hos en veninde sammen med seks andre piger. Vi sad alle sammen og drak lidt te, spiste slik og så en god kærlighedsfilm. Vi kom til at snakke lidt om kærester og vores ekskærester, og jeg fortalte blandt andet, at jeg og min ekskæreste havde haft det så godt sammen. Det var kun to uger siden, vi havde besluttet os for at slå op, fordi han skulle starte på efterskole, og vi synes, det ville være hårdt, hvis vi kun så hinanden hver anden uge. Selvfølgelig var jeg knust, for vi havde kommet sammen i seksten måneder, og så var det lige pludselig slut. Jeg havde jo stadig følelser for ham, og jeg savnede ham utrolig meget. Nå, men det var ved at være aften. Kl. var 18.30., og vi lå alle sammen inde på værelset - og gæt så hvem der kommer ind? Det gjorde min ekskæreste, Kristian, selvfølgelig! Det mest pinlige var, at jeg sad og stortudede, fordi vi sad og så en ny kærlighedsfilm - og ind kommer han selvfølgelig, mens jeg ser allermest grim ud! Mascaraen løber, og jeg ligner bare lort! Så står han der med 20 røde roser i hånden, en gave, biografbilletter og et gavekort til en middag på en meget fin restaurant. Jeg rejser mig selvfølgelig og går hen til ham. Vi står og holder om hinanden, og så løber tårerne bare endnu mere. Imens alle pigerne er der, spørger han mig, om jeg ikke godt vil komme tilbage til ham - og jeg sagde selvfølgelig ja. Det var den bedste overraskelse, jeg nogensinde har fået.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vi tog med det samme bussen ind til byen, og vi sad og kyssede og holdt om hinanden hele vejen i bussen. Først kom vi ind på den her fine restaurant, hvor han også inviterede mig ud på vores første date. Vi spiste en rigtig god og hyggelig middag. Han gav mig en æske med den smukkeste ring, jeg nogensinde har set - jeg bliver så rørt, at der triller en tåre. Efter middagen går vi hen i biografen og ser en helt ny kærlighedsfilm - vi sidder selvfølgelig og holder i hånden og kysser, og der bliver kastet popkorn på os. Filmen er færdig, og vi går ud af biografen. Der var omkring en time til vores bus kørte, så vi gik ind på en lille café, hvor vi sad og fik den dejligste samtale. Så tog vi bussen og kl. var ved at være mange - den var 00.30 om natten. Han inviterede mig hjem til ham og sove, så vi stod af bussen ved ham og gik ind, og der stod hans mor og far og hans tre små søskende og tog imod os. Jeg fik det største knus af dem alle, og ja vi var alle sammen rigtig glade for at se hinanden igen. Næste morgen kommer han ind med morgenmad på sengen og kysser mig. Vi var sammen hele dagen og fik set en masse film og hygget og snakket. Det er virkelig to dage, jeg aldrig vil glemme - det var den mest romantiske oplevelse. Vi har lige haft månedsdag, og vi har nu været sammen i 26 måneder og 3 dage. - altså 2 år og 64 dage. Og vi er stadig lige så forelskede, som vi var dengang! [faktaBox]

Mail din romantiske historie til os på sara@viunge.dk
Husk at skrive navn, alder og by.

Læs mere om

MestLæste