Krop & Sind

Find en fyr inden Valentines Dag

Af Oliver Kokholm Ungermann 21. januar 2014
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Har du et crush på ham den søde, eller trænger du bare til en flirt, du kan hygge dig med? Få fem gode råd til at finde en fyr inden Valentines Dag her.

Der er nu ikke noget bedre end at få gaver eller overraskelser af en sød fyr, og da Valentines Dag nærmer sig hastigt, kan det være dejligt at have en flirt eller kæreste, man kan dele det med. Vi har samlet de bedste råd til, hvordan du scorer ham inden Valentines Dag!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Skriv med ham

Det kan være vildt grænseoverskridende at tage det første skridt og starte en samtale med dit crush. Du kan derfor starte med at skrive SMS'er til ham eller chatte med ham på facebook. Spørg ind til, om han glæder sig til vinterferien, og virk interesseret, når han fortæller, hvad han skal. Hvis han forstår hentydningen, finder han ud af, at du synes, han er lidt sød og godt kunne tænke dig at ses med ham.

Spørg om hjælp

Hvis I går i klasse sammen, og du synes, der er noget, som er en lille smule svært i skolen, kan du spørge ham, om han vil hjælpe dig. Hvis det er lidt for pinligt at spørge i skolen foran alle dine klassekammerater, kan du også gøre det over nettet eller SMS. Selvom han ikke kender svaret, får du ham til at føle sig sej, fordi du synes, han er klog nok, til at du vil bede ham om hjælp. Og ellers er det en god anledning til, at I sammen kan brokke jer over, hvor svære lektierne er.

Smil og grin

Når du smiler, udstråler du glæde og overskud, og det kan drengene lide! Send ham små søde smil, når du har chancen, men uden at det bliver for overdrevet. Husk også at grine af hans jokes, når du får muligheden, og nik interesseret, når han fortæller historier. Det bedste, du kan gøre, er at virke som en varm og kærlig person, der synes, at han er sjov og interessant!

Øjenkontakt

Send ham små blikke, og få øjenkontakt med ham, og kig så væk igen med det samme. Du kan også smile en lille smule samtidig, så han får indtrykket af, at du er interesseret i ham. På den måde får du ham til at tænke på, om du mon kiggede på ham og smilede til ham med vilje. Hvis han også er interesseret i dig, vil han kort efter tjekke dig ud og forsøge at få øjenkontakt med dig - og så ved du, at det virker!

Vær selvsikker!

Det er vigtigt, at du selv synes, du ser godt ud, så din selvtillid er i top. Drenge elsker piger med høj selvtillid, så husk at tage det outfit på, som du føler dig allerbedst tilpas i, og læg en smuk make-up. Det er win-win!

Hvilken stjerne vil du helst på Valentines date med?

MestLæste