Besvimede på grund af mobning

Jeg voksede egentligt op og havde det godt, men da jeg kom i 3. klasse, begyndte nogle nye elever i klassen. Her startede mobningen, hvor jeg blev kaldt grimme ting og holdt udenfor.

Læs også: Mobning på nettet og mobilen.

Da jeg kom i 7. klasse gik det helt galt. Folk råbte af mig på gangene, og jeg blev kaldt "luder", "kælling", "fede so", "brilleabe", "klamme", "skøge" og "tykke". Jeg var altid alene, og jeg blev altid skubbet til, hvis jeg gik i vejen. Jeg blev holdt uden for alt, og hvis jeg endelig fik lov til at være med i noget, var det mig, der fik slagene. Hvis vi for eksempel spillede fodbold, blev jeg altid tacklet, selv om jeg ikke havde bolden. Jeg kom ofte hjem med blå mærker, skræmmer og sår på min krop. Det gik så vildt for sig, at nogle engang prøvede at kvæle mig.

Læs også: Mobning førte til cutting.

Men dagene gik, og en fredag morgen i november skulle vi have idræt, hvor vi skulle varme op ved at spille lidt bold. Vi var ikke ret langt inde i timen, da min krop fik sagt fra over for mobningen, og jeg besvimede. Jeg var helt væk i næsten en time. Jeg kunne ikke bevæge mig og kunne ikke se noget. Der blev ringet efter en ambulance og mine forældre. Min mor tog med mig i ambulancen, og min far ville møde os på sygehuset i Viborg. Først da vi næsten var nået til Viborg, begyndte jeg at kunne mærke mig selv igen.

Læs også: Stop med at bagtale!

Jeg var tilbage på skolen mandag morgen, men forlod den igen med det samme. Jeg kom ind i klassen med min mor, fortalte kort hvad der var sket om fredagen, og så gik vi. Og jeg har aldrig sat mine fødder på skolen siden! Jeg skiftede skole lige efter, og det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget.

Nu er mobningen heldigvis slut, og jeg har det fint. Men det vil altid sidde dybt i mig - også når jeg bliver voksen.

Læs også: Har man et ansvar over for mobning?