Identitet

Når din veninde bare er ”too much”

Af Stine Kærsgaard 13. november 2015
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Yikes! Vi elsker jo vores veninder, men nogle gange kan de også bare blive lidt for meget. Derfor er det vigtigt, at man kan sige fra.

Selv om vi gerne vil være der for vores veninder både i medgang og modgang, så er der nogle gange en grænse for hvor meget, vi kan rumme. Og det kan der være mange grunde til!

Måske er en af dine veninder en totalt hypet type, som konstant griner, joker og danser rundt, som havde hun drukket fem Red Bull. Eller måske er hun hele tiden trist og mut og vil snakke om sine kærestesorger og problemer lige meget, hvad I foretager jer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvis der er noget ved din veninde, som bare irriterer dig helt vildt, så er det vigtigt, at du får talt med hende om det. Nedenfor kan du læse, hvordan du kan gribe det an.

Tag testen: Hvilken slags veninde er du?

Find ud af, hvad det handler om

Hvis din veninde går og hænger med mulen, så er det helt klart et tegn på, at noget trykker hende. Hendes problemer skal selvfølgelig ikke også blive dine, men det er vigtigt, at du lytter til hende og hvis nødvendigt snakker med hende om, hvad hun kan gøre.

Stil krav til hende

Når I har snakket om, hvad der går din veninde på og måske har fået lagt en lille plan, så er det vigtigt, at du holder hende op på, at hun skal gøre noget ved problemerne – i hvert fald, hvis det er noget, der har gået hende på længe. Hvad enten det er problemer med hendes mor, med hendes kæreste eller med hendes selvværd, så mind hende om, at hun får det bedre, hvis hun handler fremfor bare at snakke om det. Du må også gerne sige til hende, at du føler, det tager rigtig meget af din energi at se hende være ked af det.

Snakker hun konstant om sig selv?

Nogle mennesker er rigtig gode til at snakke om sig selv. Det er skønt, når mennesker åbner sig op, men på den anden side kan det også virke enormt drænende at skulle lytte så meget. Hvis du føler dig overset i dit venindeforhold, så fortæl din veninde, at du elsker jeres snakke og hendes historier, men at du nogle gange ville ønske, at hun var bedre til også at lytte til dig.

Læs også: Sådan bekæmper du veninde-jalousi

Træk dig, når det er nødvendigt

Hvis din veninde er typen, der brokker sig utrolig meget eller er overdrevet frisk, og du ikke altid kan rumme det, så er det altså okay at trække sig ind imellem. Derfor er det godt at prioritere at have flere forskellige veninder, så man ikke kører død i et venindeforhold, fordi man bare får lidt for store ”doser” af den samme person.

Vær ærlig

Man kommer længst med ærlighed (for det meste). Hvis der er nogle ting, som din veninde gør, der bare dræner dig for energi, så må du sige det til hende. Hvis du starter med at sige, at du bare elsker, hun er din veninde, og at du elsker at være sammen med hende, så kan du sagtens komme med lidt kritik – som veninder skal man nemlig kunne være ærlige over for hinanden.

Læs også: Hvor godt kender I hinanden?

I galleriet kan du læse, hvordan du selv kan blive en bedre veninde!

Blivenbedreveninde

Har du ikke så meget tid til overs til dine veninder? Sørg for at planlægge din kalender et par uger fremad og spær et par dage, som du sætter af udelukkende til venindehygge. Så kan I aftale dagen lang tid på forhånd, og så er I sikre på, at I får tid til hinanden. Det vil helt sikkert også gøre din veninde glad, at du gør noget ud af at få plads til hende i din hverdag.
Glemmer du at spørge ind til din venindes dag, hendes drengeproblemer, og hvad der ellers nager hende? Husk at være nysgerrig, og spørg ind til hende, selv om du mest af alt har lyst til at fortælle om alt det, du selv har i hovedet. Samtalen skal helst gå begge veje!
Kniber det med at finde plads til hende i kalenderen? Vis din veninde, at du ikke har glemt hende ved at ringe til hende om aftenen og snakke jeres dag og oplevelser igennem. Det behøver selvfølgelig ikke være hver dag, men hold kontakten og få snakket, selv om I ikke kan ses så tit.
Er I blevet uvenner? Vær den gode veninde, og indrøm dine fejl med en undskyldning. Der kommer aldrig noget godt ud af at være stædig og ignorere hinanden, så se at få snakket problemerne igennem, før det er for sent!
Er I tit to veninder, der laver noget sammen, mens jeres tredje veninde står lidt udenfor? Husk at tage hende mere med i jeres planer, og så vil hun også føle sig tættere på jer. Det er ikke sjovt at føle sig som det tredje hjul!
At være en god veninde handler ikke kun om at huske hende og inddrage hende – det kan nemlig også være det omvendte! Måske synes din veninde, at jeres venskab er blevet lidt for omklamrende, og så kan det være, du skal give hende lidt plads til også at være sig selv. Spørg hende ind til, hvordan hun gerne vil have det, og respekter hendes meninger.
Gode veninder fortæller ikke hinandens hemmeligheder videre til andre, så hold tæt med det, du får af vide af hende. Det kan virkelig ødelægge et venskab, hvis man finder ud af, at den anden ikke kunne holde på en hemmelighed. Tillid betyder alt!
Forelskelse kan nemt splitte et venskab, hvis I forelsker jer i den samme dreng. Sker det, så sørg for at få en aftale på plads, så I ikke ender med at konkurrere om den samme dreng, for så ender en af jer med garanti med at blive ked af det. I kan for eksempel aftale, at ingen skal have ham – medmindre en af jer allerede er sammen med ham. Så er det selvfølgelig den anden veninde, der skal bakke ud.

Læs mere om

MestLæste