Mit liv

Hvad kan jeg lave i vinterferien?

Af Julie Degn 13. februar 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Så er det tid til vinterferie, men hvad skal du egentligt få ugen til at gå med? Vi har samlet nogle ideer til, hvad du kan lave i vinterferien.

Familiebesøg
Nu, hvor du alligevel har en hel uge uden skole, hvorfor så ikke sætte tid af til at få set noget af din familie, som du ikke får set i hverdagen? Og hvis du har familie i den anden ende af landet, kan du jo samtidig gå på opdagelse der! Hvem ved, måske ligger der nogle butikker i nærheden, så du kan få opdateret din garderobe med forårets farver!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Sjove ideer til, når du keder dig.

Veninde-hygge
Dine veninder har helt sikkert også ferie samtidig med dig, så måske kan I finde en dag og se hinanden. Det er især hyggeligt, hvis der er nogle veninder, som du sjældent ser, så I kan "catche up" på hinandens liv. I kan for eksempel tage på café, shoppe, drikke varm kakao med skumfiduser og spise nogle Whoopie pies.

Stå på ski
Hvis der falder endnu mere sne, kunne det da være superhyggeligt at stå på ski. Bor du i nærheden af Holstebro, kan du jo besøge Vestre Plantage, eller hvis du er på Sjælland, er Holte Skicenter måske en mulighed? Find ud af, om der er et sted nær dig her: www.skisport.dk

Fastelavn
Gå i barndommen med nogle veninder eller din familie. I kan klæde jer ud, spise fastelavnsboller i banevis og slå katten af tønden i haven. Du kan også undersøge, om der bliver holdt noget i dit område, for oftest har supermarkeder eller andre butikker et arrangement.

Læs også: Hvad kan jeg lave om eftermiddagen?

Hygge i mørket
Vejret er ofte meget gråt og kedeligt om vinteren, så smut en tur ind i den mørke biografsal og nyd en god film! Du kunne eventuelt invitere ham den søde med ind og se den nye gyser "The Woman In Black" med den dejlige "Harry Potter"-skuespiller Daniel Radcliffe i hovedrollen, eller gå i barndommen med "Løvernes Konge" i 3D.

Mode og mad i København
Hvis du bor i nærheden af København, kan du lige så godt smutte forbi "10 years of DANSK - a decade of Danish fashion" udstillingen på Dansk Design Centret. Eller hvad med "Nothern women in Chanel" på Designmuseum Danmark? Og for at få sulten stillet bagefter kan I jo gå på en af de mange hyggelige cafeer.

Læs også: Ideer til sjov venindehygge.

Musik og Disney i Odense
Er du fynboer, kan du nyde isshowet "Disney On Ice" i weekenden i uge 7. Det er superflot, og især interessant hvis du kan lide Disney-film. Fredag den 17. smutter Medina forbi Musikhuset Posten på hendes tourné - og hun har jo søde Christopher med som opvarmning!

Fed ferie i Århus
Multiaktivitetscentret Globus1 holder fra den 13. - 17. februar et arrangement med navnet "Fed ferie." Arrangementet er gratis for alle og går ud på at få børn og unge til at bevæge sig i ferien. Der vil blandt andet være zumba, street håndbold, forhindringsbane og mulighed for at snakke med en diætist. Læs mere om arrangementet her: www.aarhus.dk

Har du ideer til andre fede ting, man kan lave i vinterferien, så skriv dem i kommentarfeltet herunder.

MestLæste