Selena Gomez
Kendte

Selena svarer igen på fatshaming

Af Kicki Bengtsen 17. februar 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Planet Photos/Instagram/Ritzau Scanpix
Skuespilleren sætter nu ord på de mange kritiske kommentarer, der har været angående hendes vægtøgning.

– Jeg er ikke model, og jeg bliver det aldrig.

Sådan lyder det fra Selena Gomez i en ny video, hvor hun beder sine kritikere om at holde bøtte, hvis de ikke har noget pænt at sige.

Skuespilleren har de seneste dage været udsat for kritik af sin krop, fordi mange mener, at hun har taget på.

– Hvad er der dog sket med hende?, skriver flere fans for eksempel på TikTok.

Og den slags kommentarer har altså nu fået den 30-årige stjerne til at svare igen.

Det har hun gjort i en video, hun har delt på Twitter, hvor hun blandt andet fortæller, at det er korrekt, at hendes vægt svinger meget.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det skyldes ifølge hende selv, at hun tager medicin mod sin kroniske lupus-sygdom.

– Når jeg tager det, har jeg tendens til at få vand i kroppen, som vejer, og det er meget normalt, siger hun og fortsætter:

– Når jeg stopper med at tage medicinen, begynder jeg normalt at tabe mig igen.

I videoen beder Selena Gomez også folk om at være søde ved hinanden.

– Jeg vil gerne opfordre alle derude til ikke at føle nogen skam over, hvad end de går i gennem, da ingen nogensinde kender den sande historie.

– I er alle smukke og vidunderlige. Vi har alle dage, hvor vi føler, vi ligner lort, men hellere ligne lort og så være sund. Min medicin er vigtig, og den hjælper mig med at være sund.

Selena Gomez siger videre, at hun ikke er model og heller aldrig bliver det, og hvis folk ikke kan lide hendes udseende, kan de stoppe med at følge hende.

– Hvis I ikke støtter eller forstår mig, så bare smut, for det gør ærligt talt intet godt, når folk udskammer andre for deres krop eller noget som helst andet.

Selena Gomez blev diagnosticeret med lupus tilbage i 2014.

Sygdommen er en kronisk autoimmun sygdom, som gør, at immunsystemet fejlagtigt angriber raske kropsceller og væv.

Folk med sygdommen lider ofte af hævelser, træthed og smerter i leddene.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

MestLæste