Clara Toft Simonsen
Kendte

Bamseudklædning og Djurs Sommerland – Saint clara fortæller om sit første møde med sin kæreste

Af Mariah Leitisstein og Tanja Larsen 5. oktober 2023
Foto: Gregers Overvad, Mikael Rieck
Man ved aldrig, hvor den store kærlighed gemmer sig. Den danske sanger Saint clara fortæller, hvordan hun mødte sin kæreste, Chris

Søndag aften havde sangeren Saint clara for første gang sin kæreste, Chris, med på den røde løber, da Radio NOVA fejrede sin 15-års fødselsdag i Operaen i København.

Ifølge Saint clara, Clara Toft Simonsen, har hun nemlig sparet Chris for det til tider voldsomme møde med de ivrige fotografer, men efter 2,5 års forhold var han altså med.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg tror, det kan være en meget overvældende oplevelse. Han var virkelig god. Han gjorde det så godt, men han var virkelig nervøs, lød det fra en glad Saint clara, da Se og Hør mødte parret inden gallafesten.

Selv om de to efterhånden har dannet par i nogle år, så er Chris på ingen måde et nyere bekendtskab. Og Tinder har ikke haft noget med kærlighedens opblomstring at gøre.

Men hvis du nogensinde har besøgt Djurs Sommerland, så har du måske også hilst på Clara og Chris i forklædning.

– Vi var begge to bamser i Djurs Sommerland. Karlo og Karoline. Det er sådan, vi har mødt hinanden. Og så har vi været venner i al den tid, og så blev vi kærester.

Foto: Mikael Rieck

I fornemt selskab med både Medina, Christopher, Drew Sycamore, Lukas Graham og Mads Langer havde Saint clara fornøjelsen af at optræde til søndagens store fødselsdagsfest.

Og det har i den grad været en sommer i musikkens tegn for den unge sanger, der blandt andet har stået på scenen til dette års Roskilde Festival – selv om nerverne i den grad meldte sig.

– Jeg var ikke klar over, at det ville blive så stor en sommer for mig. Jeg var nervøs for, om der ville komme nogen, og der har bare været vanvittig mange, når jeg har været ude at spille. Det har været en surrealistisk oplevelse. Det her år har været lidt skelsættende.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Lyt til Vi Unges podcast ’Ægte’, hvor content creator og skuespiller Fredrik Trudslev og sexolog Lene Stavngaard tager dig med på seksualoplysningsrejse og forsøger at give dig svar på alt det, du burde have fået at vide til seksualundervisningen i skolen.

MestLæste