Har du set den nye Spider-Man? Anmelder giver dig utallige grunde til at gøre det

Få havde forventet, at Spider-Man: Into the Spider-Verse ville blive den kæmpesucces, den blev tilbage i 2018. Med en fuldstændig overrumplende, blændende billedside, hvor alskens animationsteknikker og stile blev blandet sammen, var filmen visuel kokain, man ikke kunne eller kan få nok af.

Men også historien om, hvordan den 14-årige Miles Morales (Shameik Moore) bliver sit univers’ Spider-Man og derefter skulle redde hele multiverset fra at kollapse, var perfekt. Det var glæde, vildskab og små tårer, så langt øjet rakte.

Den var da også så god, at idéen mere eller mindre blev ”tyvstjålet” og overført til både Spider-Man: No Way Home og Doctor Strange in the Multiverse of Madness.

Og Spider-Man: Into the Spider-Verse er uden sammenligning den bedste Spider-Man-film nogensinde.

Så forventningerne er høje til fortsættelsen Spider-Man: Across the Spider-Verse, og de bliver i den grad indfriet til fulde.

”Lad os gøre det lidt anderledes den her gang,” lyder en af de første replikker i det nyeste kapitel i historien. For i modsætning til den første film, hvor vi udelukkende fulgte Miles, følger vi i denne ombæring også Gwen (Hailee Steinfeld).

Ligesom Miles er hun også en Spider-person, men fra et andet univers. Men selv om de er fra forskellige universer, er der stadig fikspunkter, der går igen i alle Spider-personers historier. Og det er netop et af kernepunkterne i Across the Spider-Verse.

Edderkopper her, der og alle vegne

I en fyldig og medrivende introsekvens ser vi, hvordan hendes liv har udformet sig, siden begivenhederne i den første film.

Efter en dramatisk kamp med en renæssanceinspireret superskurk, som er dumpet ind i hende ved et uheld, får hun hjælp af Spider-folk fra andre universer under ledelse af den idealistiske Miguel O’Hara/Spider-Man 2099 (Oscar Isaac).

Og det kommer til at påvirke vor gamle helt Miles.

For tilbage i hans univers er den nu 15-årige gut lidt træt af tilværelsen. For selv om han er superhelt, så er han også teenager med irriterende, velmenende forældre, skole og alt det andet, der følger med.

Og en ny skurk, der umiddelbart ikke virker som en særlig skræmmende modstander. Men Spot (Jason Schwartzman) ser sig selv som Miles’ nemesis og har ikke tænkt sig at blive kastet til side uden kamp. Tværtimod sætter han alt ind på at gå fra at være ugens skurk – som de ubetydelige forbrydere i serier hedder, hvis de kun er med i et afsnit – til at være en frygtindgydende superskurk, der potentielt kan destruere hele universer.

Snart er Miles og Gwen forenet igen og må i kamp mod den dimensionshoppende skurk sammen med alskens nye og gamle bekendtskaber i Spider-verset.

Bl.a. møder vi en indisk version af Manhattan, Mumbattan, hvor den lokale edderkoppesuperhelt (Karan Soni) er en af Across the Spider-Verse helt store oplevelser. Ditto med den ultracool Spider-Punk (Daniel Kaluuya), som er i konsekvent opposition til, hvad end autoritet, der forsøger at fortælle ham, hvad han skal gøre.

Helt med stort H

Animationen i Spider-Man: Across the Spider-Verse er på et helt exceptionelt niveau. Det er som at se et tegneseriehæfte blive vakt til live. Eller rettere sagt, flere hundrede. For der er vitterligt alle tænkelige Spider-væsner nogensinde med i filmen. Og hver har deres helt unikke karakterdesign, så man er nødt til at se filmen igen og igen for at få alle detaljerne med.

Måden, hvorpå hvert univers afspejler hver enkelt Spiders personlighed, er bragende flot. Det kan enten være meget eksplicit, som førnævnte Spider-Punk eller den indiske Spider-Man. Eller også meget afdæmpet i form af små variationer i de universer, som minder meget om hinanden.

Man sidder vitterligt, ligesom Gwen og Miles gør på et tidspunkt, og bare stirrer ud på de mageløse byer. Der er flere detaljer, end hjernen overhovedet kan rumme og opfange.

Og så er der historien. Hvor det hele handler om skæbner, hvem du vil være, og hvad du selv kan gøre for at forme din fremtid.

For med Miguel og hans Spider Society handler det om at bevare orden i multiverset. Nogle ting skal ske, så noget andet kan ske. Det er kanon, som det bliver forklaret mange gange. Og den stålsatte idealist skyr ingen midler for at opnå sit mål. I den henseende har man mere tilfælles med skurken Thanos eller antihelten Punisher end den konventionelle forestilling om en Spider-Man.

En verden uden ende

Across the Spider-Verse er mageløs. Den dramatiske kerne med de to teenagere Miles og Gwen sidder lige i skabet. Den følelsesmæssige opbygning bliver fornemt kreeret med vante virkemidler. Et dødsfald. Ambitionen om at redde dem man elsker. Gøre op med følelsen af utilstrækkelighed. Alt det og mere, så der minimum er en ting, der går direkte i hjertekulen hos den enkelte person i biografsædet.

Og vi er ikke en gang ved slutningen af historien. For Across the Spider-Verse slutter på en nervepirrende cliffhanger.

Det gik op for manuskriptforfattere og producenter Phil Lord og Christopher Miller, at de havde for meget materiale til bare én film. Og for en gangs skyld, virker det ikke, som om man har trukket handlingen i langdrag for at kunne maksimere indtægterne.

Hvert sekund i Across the Spider-Verse har en mening og funktion til at fremme handlingen. Selv en lille visit i et legounivers tjener et formål, udover gode grin.

Man føler udviklingen i filmen. Emnerne og risikoen ved at gøre ting har lige fået et nøk i vejret. Selv da handlede det om liv eller død. Men nu føles det, som om alle kan risikere at miste livet, hvis det fremmer historien i den rigtige retning.

Og det er sjældent i en storstilet superheltefilm nu til dags.

Denne artikel blev første gang bragt på Vi Elsker Streaming. Dette er en redigeret version.