spørgsmål og svar om sex
sex

Det store sex-leksikon: 74 spørgsmål og svar om sex

Af Karoline Mathilde Rasmussen og Nikita Hoffmann Andersen. Kilder: Netdoktor og Sexlinien 5. februar 2024
Foto: Canva
Sæt dig godt til rette, find notesbogen frem – for nu er der seksualundervisning på skemaet.

På Vi Unges Instagram beder vi jer tit om hjælp, og vi bad jer om at stille ALLE de spørgsmål om sex, I gerne ville have besvaret. Her er resultatet. Så sæt dig godt til rette, og tag bare noter, for nu er der seksualundervisning på skemaet.

1. Er det sundt at dyrke sex?

Ja. Når man har sex, frigøres en række hormoner, der bl.a. gør, at man får en dejlig fornemmelse i kroppen og slapper af, og som kan virke smertelindrende på f.eks. menstruationssmerter. Sex får også pulsen og blodtrykket op, hvilket er sundt for kroppen på samme måde som ved en lille løbetur.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

2. Hvordan bør sex føles?

Sex skal føles både spændende og ophidsende og samtidig trygt og rart – og det skal ikke gøre ondt. Det kan godt føles akavet og være rart alligevel. Når man har sex, bliver der ført mere blod til ens kønsdele og hud, så man bliver mere følsom over for berøring. Berøringerne skal gerne føles rare, som nydelse og stimulerende. Mange, som ikke har haft sex før, forventer, at det er en automatisk eksplosion af nydelse, men det er det faktisk ikke så tit. I hvert fald ikke til at begynde med. Derfor kan man blive lidt skuffet og i tvivl om, om man gør det rigtigt.

3. Hvorfor kan sex gøre ondt?

Som udgangspunkt skal sex helst ikke gøre ondt, men en del kan godt opleve smerter i forbindelse med samleje alligevel. Når man bliver seksuelt ophidset, danner skeden væske, der fungerer som smørelse, så noget (f.eks. en penis, finger eller dildo) bedre kan glide ind og ud. Det kan gøre ondt, hvis man ikke er tilstrækkeligt våd. Det kan også gøre ondt, hvis man spænder op i musklerne i bækkenbunden. Det kan man både gøre bevidst og ubevidst – f.eks. hvis man er nervøs. Derudover kan det gøre ondt, hvis man f.eks. har fået en lille revne i underlivet, eller hvis huden omkring skeden er irriteret. Hvis du bliver ved med at opleve smerter, skal du kontakte din læge.

4. Er det normalt at have lyst til sex, når man er forelsket?

Ja, det er ret almindeligt! Ofte har par mere lyst til sex i forelskelsesfasen af forholdet, end de har senere.

5. Er p-piller farlige, hvis man er 14 år?

P-piller er som sådan ikke farlige, hvis man er 14 år. Der er nogle, man ikke vil anbefale at få p-piller, f.eks. hvis man har øget risiko for en række sygdomme. Det er heller ikke så smart at få p-piller, hvis man lider af migræne. Hvis man ellers er sund og rask og ikke ryger, kan de fleste godt tåle p-piller. Der er dog nogle, der oplever bivirkninger til pillerne. Det kan være humørsvingninger, depression eller i værste tilfælde blodpropper. Man skal derfor altid have en snak med sin læge, før man eventuelt starter på p-piller. Når du er under 15 år, må din læge ikke udskrive p-piller til dig, medmindre dine forældre har givet deres accept.

6. Hvad sker der, når man får orgasme som pige)?

Når man er tæt på at få en orgasme, slår ens hjerte hurtigere, og man trækker vejret hurtigere. Skeden svulmer op, fordi der strømmer en del blod til området. Når orgasmen ruller ind over en, trækker musklerne sig sammen i skeden, og der frigives nydelseshormoner i kroppen.

7. Skal man være bange, hvis man har haft sex, men ikke har fået sin menstruation endnu?

Mon du tænker på, om man skal være bange for at kunne blive gravid? Man kan faktisk godt blive gravid, selv om man ikke har fået sin menstruation for første gang, hvis man har haft sex, og sæd er kommet op i en, kort tid inden man får sin første menstruation. Årsagen til det er, at man inden sin første menstruation får sin første ægløsning. Når man har fået ægløsning, kan man blive gravid. Det sker, hvis ægget bliver befrugtet med sæd og sætter sig fast i livmoderen. Det er derfor altid en god idé at bruge kondom, hvis man ikke vil være gravid – også for at minimere risikoen for eventuelle kønssygdomme.

8. Hvordan ved man, om man er kommet (ved penetrationssex)? Jeg synes seriøst, det føles anderledes end klitorisorgasme …

Nogle er slet ikke i tvivl, når de får en skedeorgasme, mens andre beskriver følelsen som mere “dyb” og “brusende” end en klitorisorgasme uden et egentligt klimaks. Med andre ord: Det er megaindividuelt, og der findes ikke et klart facit på dit spørgsmål.

9. Hvad er forskellen på klitorisorgasme og skedeorgasme?

Nogle vil sige, det er to forskellige ting: At man enten får orgasme, ved at klitoris stimuleres, eller ved at skeden stimuleres (typisk ved penetration). Andre siger, at det faktisk er én og samme ting. Klitoris består nemlig ikke kun af det, du kan se og mærke uden på kroppen – den strækker sig ud på hver sin side af kønslæberne inde i kroppen. Det er faktisk ret fascinerende! Der er nogle, der får stimuleret den “indre del” af klitoris ved penetration, og derfor er der nogle forskere, der mener, at skedeorgasmen og klitorisorgasmen faktisk er det samme. De fleste er dog enige om, at det føles ret forskelligt at få en orgasme, ved at klitoris berøres, og hvis man oplever at få en orgasme “blot” ved penetration.

10. Hvornår er det bedst at have sex, hvis man ikke vil være gravid? Hvornår skal man have sex for at blive gravid?

Der er altid en sandsynlighed for at blive gravid, når man har sex. Særligt hvis ens menstruation ikke er blevet helt regelmæssig endnu. Hvis man gerne vil blive gravid, skal man have sex omkring tidspunktet for ægløsningen. Hvis ens menstruation er uregelmæssig, kan det være meget svært at vide, præcis hvornår man har ægløsning. Hvis man ikke vil være gravid, vil vi altid anbefale, at man bruger beskyttelse.

11. Springer “den der ting” i piger første gang?

“Den der ting” kalder man også for kønskransen, jomfruhinden eller mødommen. Det er en fold af slimhinde, der sidder i den nederste del af skeden. Det er ikke alle, der har en kønskrans. Hvis man har en kønskrans, kan der – de første gange man har sex – komme små revner i den, og så kan der komme lidt blod. Det er dog langtfra alle, der bløder, første gang de har sex.

12. Hvorfor er det tabu for piger at onanere, men ikke for drenge?

Vi oplever heldigvis, at det er langt mindre tabu, end det var før i tiden. Tabuet stammer bl.a. fra dengang, man troede, at kvinder havde mindre lyst til sex end mænd, samt at kvinder skulle være seksuelt uerfarne, indtil de blev gift. Derfor opleves seksuel lyst fortsat for nogle som mere skamfuld end for mænd, men det er der ingen grund til. Kønnene har lige meget behov for og ret til at onanere, så meget de vil.

13. Har alle et stort nok hul til, at en pik kan komme op?

Ja, skedeindgangen er elastisk og tilpasser sig størrelsen på det, der indføres.

14. Er det dumt at starte på p-piller i forhold til de bivirkninger, der er?

Al medicin har potentielle bivirkninger. Det gælder også for p-piller. Det kan være svært at spå om, hvorvidt man vil være generet af bivirkninger eller ej. Hvis man har tendens til nogle særlige arvelige sygdomme, vil man ikke anbefale p-piller. For andre kan det dog være en god og sikker præventionsform, hvis man ikke ønsker at blive gravid. Hvis du overvejer p-piller, skal du tage en tur forbi din læge, der vil stille dig en række spørgsmål, måle dit blodtryk og informere dig om virkning og bivirkninger til pillerne, samt hvad du skal være opmærksom på, hvis du tager dem. Din læge vil selvfølgelig ikke udskrive p-piller til dig, hvis han/hun vurderer, det ikke er sikkert. Så kan I sammen tale om de andre muligheder, der findes for prævention.

15. Er det meget risikabelt ikke at være på p-piller, selv om man bruger kondom?

Mon du tænker på risikoen for at blive gravid, når man anvender kondom uden p-piller? Både p-piller og kondom er yderst sikre præventionsformer, hvis man vil undgå graviditet. Hvis kondomet anvendes korrekt, er risikoen for at blive gravid meget, meget lille. Så for at besvare dit spørgsmål helt bogstaveligt: Nej, det er ikke “meget risikabelt”, hvis man kun bruger kondom (og det er korrekt anvendt). Hvis man derimod ikke benytter kondomet korrekt, eller det f.eks. går i stykker undervejs, virker det jo slet ikke, og så er der en risiko for at blive gravid.

16. Skal man testes for kønssygdomme inden sin første gang?

Nej, det behøver man ikke.

17. Hvordan ved man, om man er “klar” fysisk?

Sex skal være noget, man har lyst til og føler sig tryg ved, og derfor vil vi sige, at man er fysisk “klar”, når man føler sig psykisk ”klar”.

18. Hvad er tegn på, at du får din første menstruation?

Inden den første menstruation er dine bryster som regel begyndt at vokse, du er begyndt at få udflåd, og du har fået hår i skridtet og under armene. De fleste kan godt opleve at få lidt ondt i maven, inden de får deres menstruation, men det er ikke alle. Man kan ikke sige, præcis hvornår den første menstruation kommer. Den kan både komme, når man sover, når man er i skole, til sport eller på ferie. Så det kan være en god idé at have et bind med sig i tasken. Det er forskelligt, hvor meget man bløder første gang. Nogle vil opleve, at der kommer frisk blod, hvor andre får brunligt udflåd.

19. Bløder man ved sex?

Det er meget forskelligt fra person til person, om man bløder, første gang man har sex, men det er hverken unormalt eller farligt, hvis man gør.

20. Hvordan forbereder man sig bedst til sex?

Hvis man er alene om at forberede sig, kan man gøre det ved at røre ved sin krop og ved at onanere. På den måde kan du finde ud af, hvordan du kan lide at blive rørt ved. Hvis du tænker forberedelse med din partner, er det godt at bruge tid på at kysse og kæle med tøjet på. Hvis tøjet er kommet af, kan I prøve jer frem med berøringer på kroppen og kønsdelene, og så kan du fortælle din partner, hvad der føles rart eller ekstra ophidsende.

21. Må to personer under 15 år godt have sex?

Den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år. Loven er lavet for at beskytte børn mod at have sex med personer, der er voksne.

22. Kan en gynækolog eller nogen anden se på en, om man har haft sex før?

Nej. Dine kønsdele ændrer sig ikke, selv om du har haft noget oppe i din skede. Hverken din gynækolog, din kæreste eller dig selv kan se eller mærke, om du har haft sex før.

23. Hvad gør jeg, hvis jeg har haft sex, men jeg VIRKELIG ikke tør sige det til mine forældre?

Dit sexliv er en privat sag, så dine forældre har ikke krav på at vide, at du har haft sex. Måske der kan være nogle grunde til, hvorfor du gerne vil have, de ved det. Mange forældre har ikke noget imod, at deres børn har sex, men de bekymrer sig om, hvorvidt deres barn kan finde ud af at beskytte sig mod graviditet, mod sexsygdomme eller kan finde ud af at sige fra over for sex, de ikke vil have. Du kan vælge at tale med andre voksne, hvis du har brug for hjælp eller bare at tale – en lærer, din læge, eller bare en, du har tillid til.

24. Hvad gør man, hvis man har svært ved at blive våd dernede?

Man kan forsøge at bruge længere tid på forspil. Det kan f.eks. være at kysse og kæle med hinanden, holde om hinanden eller ligge og snakke. Det er vigtigt, man føler sig tryg, og at man når at blive tændt, inden man går videre. Det er altid en god idé at mærke efter, om man har rigtigt lyst. Hvis man har det, men man stadig synes, det kan være svært at blive rigtig våd, kan man bruge glidecreme eller olie.

25. Jeg synes, tanken om at blive slikket og at give et blowjob er frastødende. Er det normalt?

Ja, det er normalt. Lyst eller ulyst til bestemte måder at have sex på kan variere meget fra person til person. Man kan også have det forskelligt med at blive slikket eller give blowjob på forskellige tidspunkter i sit liv. Der kan måske komme tidspunkter, hvor du ikke frastødes af det.

26. Hvordan ved man, om man er klar, og når man er klar, hvordan starter det så?

Der er nok flere måder at vide det på, men tit kan det f.eks. mærkes ved, at du har lyst til at prøve det og føler dig tryg nok til at lade det ske. En god måde at starte på er ved at være tæt på den anden. Måske kysse og røre hinandens kroppe og kønsdele, så I lærer hinandens kroppe at kende. Det kan også være godt at spørge sig selv: “Føles det, jeg gør lige nu, godt?”

27. Skal man være helt afslappet, når man har sex?

Både ja og nej – når man kan slappe af i musklerne i bækkenbunden og ved skedeåbningen, gør man det nemmere at få noget ind i sin skede (eller endetarmsåbning). Så er man mere sikker på, at det ikke gør ondt, når man har samleje. På den anden side kan det være rart at kunne spænde lidt i de samme muskler, når man først er i gang med et samleje. Ved at stramme lidt og “gribe om” den anden kan man så stimulere både den anden og sig selv på den måde.

28. Gør det ondt (altså at få en pik op i sig første gang)?

Det gør i udgangspunktet ikke ondt – men hvis det gør ondt, skyldes det tit nervøsitet, der får en til at spænde i de muskler, der omgiver skedeåbningen. Man kan f.eks. prøve at putte sine fingre ind i skeden og træne at spænde af i de muskler, der omgiver skedeåbningen. Det kan forebygge, at man oplever smerter ved sex. Det er også vigtigt, at man er tilstrækkelig våd.

29. Må man sluge sæd?

Man må godt sluge sæd – det er ikke farligt. Sæd består kun af lidt proteiner, aminosyrer og væske. Men man skal selvfølgelig tænke på, om ens partner kan være smittet med en sexsygdom. Nogle sexsygdomme kan godt smitte gennem sæd og oralsex.

30. Jeg har hørt noget med, at der kan komme rester med ud fra røven (altså ved analsex), er det sandt?

Ja, det er sandt. Der kan være en lille smule afføringsrester i den nedre del af endetarmen. Også selv om man ikke føler, man skal på toilettet. Der findes måder, man forsigtigt kan skylle røven på, hvis man gerne vil være så ren som muligt, men man må kunne holde ud, at der altid vil være en lille risiko for rester, hvis man har analsex.

31. Hvornår er det normalt at have sex første gang?

Det findes ikke nogen rigtig alder eller noget bestemt tidspunkt, hvor det er normalt at begynde at have sex. Det er meget forskelligt fra person til person, hvornår man føler sig klar og begynder at have lyst til sex. Gennemsnitsalderen i Danmark for at have sex første gang har dog ligget på omkring 16 år de sidste mange år.

På Vi Unges Instagram beder vi jer tit om hjælp, og for nylig bad vi jer om at stille ALLE de spørgsmål om sex, I gerne ville have besvaret. Her er resultatet. Så sæt dig godt til rette, og tag bare noter, for nu er der seksualundervisning på skemaet.

32. Hvad betyder det “at miste sin mødom”?

“At miste mødommen” er et udtryk, man bruger, når man har haft sex for første gang. Helt konkret er “mødom” et andet ord for “jomfruhinde”, “skedekrans” eller “kønskrans” – og det er en myte, at den springer.

33. Er det nok at bruge kondom?

Når kondomer bliver brugt rigtigt, er de 97 procent sikre. Så ja, som udgangspunkt er det nok at bruge kondom – de beskytter dig i øvrigt både mod kønssygdomme og graviditet.

34. Jeg er sådan virkelig kilden. Kan man risikere, at det kilder, når man kommer tæt på hinanden?

Ja! Men det behøver ikke at være et problem. Fortæl det til den person, der skal være tæt på dig – måske det endda kan være en “sjov” ting imellem jer?

35. Gode råd til at give et blowjob som nybegynder?

Det er megaforskelligt fra person til person, hvad der føles godt, når man giver og får et blowjob. Derfor er det altid en god idé at snakke med din partner om, hvad vedkommende tænder på og godt kan lide. Hvis vi alligevel skal give et god råd, er det at tage fat om pikken med den ene hånd og at tage den i munden på samme tid. Derefter kan du bevæge hovedet op og ned, så pikken glider ind og ud af din mund. Brug gerne en masse spyt – det kan nemlig godt gøre lidt ondt, hvis det bliver for tørt. Du kan bruge din tunge til at slikke pikhovedet, pikstrengen og langs pikskaftet, og du kan variere dit blowjob ved at kysse pikken eller give et handjob imens. Prøv jer frem, og snak sammen om det – så skal I nok få det til at blive en god oplevelse for jer begge!

36. Skal man bruge kondom til analsex?

Ja, det er i hvert fald en rigtig god idé, da der ved analsex er en risiko for at smitte med (og få) kønssygdomme.

37. Er det normalt at tænke på sex og at have seksuelle tanker?

Jep! Når du kommer i puberteten, sker der hormonelle ændringer i din krop, og du bliver kønsmoden. Din krop ændrer sig, og dine hormoner begynder at sætte sit præg på dine tanker. Med andre ord er det altså helt naturligt, at du begynder at tænke på sex, og det er helt normalt, at du får andre lyster, end du plejer.

38. Skal man have tøjet af for at blive gravid?

For at blive gravid kræver det, at et æg bliver befrugtet af en sædcelle, og det kan godt lade sig gøre via penetrationssex med en pik, selv om man stadig har noget af sit tøj på (f.eks. hvis ens trusser er trukket til siden under akten). Men hvis spørgsmålet mere handler om, om man kan blive gravid, hvis man får sæd på sit tøj, så er svaret nej.

39. Kan jeg blive gravid, hvis kondomet sidder oppe i mig?

Det kan godt ske, ja.

40. Kan man have sex i badet?

Ja, så længe du er komfortabel med det. Det kan eksempelvis være ret smart, hvis du eller din partner har menstruation – men husk at lægge en bademåtte eller et lille håndklæde under jer, så I undgår de værste faldskader …

41. Kan man blive gravid af analsex?

Som udgangspunkt ikke. Hvis vi antager, at den person, du har analsex med, får udløsning i din anus, kræver det, at sædcellerne svømmer ud fra anus og ned til skeden og videre til livmoderhalsen. Dertil kræver det, at du faktisk er i den frugtbare fase af din cyklus. Så hypotetisk set er det ikke umuligt, men risikoen er meget, meget lille.

42. Er det forkert at have lyst til sex, hvis man ikke har en kæreste?

Overhovedet ikke! Det er lige så normalt at have lyst til sex, hvis man ikke har en kæreste, som det er, hvis man har.

43. Kan man have sex med tampon i?

Det kommer an på typen af sex. Ja, du kan sagtens modtage oralsex, når du har tampon i, men penetrationssex er ikke en god idé, fordi tamponen er i vejen og kan blive skubbet op.

44. Gode råd til oralsex på en pige?

Ligesom med mange af de andre svar vil vi huske dig på, at det er individuelt, hvad der fungerer fra person til person. Mange kan dog godt lide en kombination af at blive slikket på kønslæberne og på selve klitoris, som er superfølsom. I et afsnit af “Klovn” – som normalt giver et indblik i, hvad man i hvert fald IKKE skal gøre – anbefalede de engang, at man slikker bogstaverne i alfabetet med sin tunge. Det er ikke sikkert, det er den hellige gral, men det kan i hvert fald bruges som inspiration til at komme vidt omkring. Og så kan du jo finde ud af, om der er nogle bogstaver, der gør noget særligt magisk for dig.

45. Kan man blive smittet af kønssygdomme?

Ja, hvis man har ubeskyttet sex, er der en risiko for at få en kønssygdom. Husk derfor altid at bruge kondom eller slikkelap, hvis du ikke er sammen med en fast partner.

46. Hvordan starter man sin første gang, uden at det bliver akavet?

Slap helt af, og prøv at snakke ærligt med din sexpartner om det – selv om det kan være lidt grænseoverskridende. Sig, at det er din første gang, så du foretrækker, hvis I kan tage det stille og roligt. På den måde kan I langsomt føle jer frem, kysse og røre lidt. Så bliver det garanteret ikke spor akavet. Husk, at du og din partner også lige skal lære hinanden at kende, så selv om det måske føles lidt akavet og meget nyt, er det også okay – forsøg at grine af det, det hjælper!

47. Kan man have sex, når man har menstruation?

Ja, det kan man sagtens, hvis man har lyst. Nogle foretrækker dog ikke at have penetrationssex, de dage man bløder mest. Hvis man f.eks. bruger menstruationskop eller tampon, er det også muligt at have oralsex helt uden blod (hvis det altså er det, man foretrækker). Men helt overordnet er det totalt ufarligt og helt normalt at have sex, når man har menstruation – nogle oplever faktisk øget sexlyst i den periode.

48. Er der kun én måde at blive gravid på? Kan man f.eks. blive gravid, hvis jeg ikke har haft en pik oppe i mig?

For at blive gravid kræver det, at en sædcelle befrugter et æg. Så hvis du får sæd op i dig, er der en sandsynlighed for graviditet. Tit vil det ske ved penetrationssex med en pik, men hvis din partner eller du selv har sæd på fingrene, er det en god idé at vaske dem, inden man f.eks. får finger for at undgå uønsket graviditet.

49. Hvordan føles det at have sex, når man er dreng?

Det er svært at sige noget generelt om, men vi har spurgt en dreng, som siger: “Det starter med, at det kilder i din diller, og så lige pludselig er det, som om man ser stjerneskud på himlen.”

50. Jeg bliver flov ved tanken om, at nogen skal se mig nøgen. Kan man se forkert ud “dernede”?

Du er ikke alene! Rigtig mange struggler med følelsen af at se forkert ud “dernede”, og det kan være megahårdt at gå med. Derfor vil vi gerne slå fast: Du ser sandsynligvis fuldstændigt normal ud! Det er normalt, at ens indre kønslæber “stikker ud” og er synlige, det er normalt, at den ene er større end den anden. Det er også normalt, at ens kønsorganer ikke er lyserøde eller glatte. Så kære læser, sænk skuldrene: Du ser ikke forkert ud, og du har intet at være flov over.

51. Hvordan ved man, hvad man skal gøre, når man har sex? Jeg er bange for, jeg ikke kan finde ud af det.


Det er vigtigt at huske på, at der ikke er noget facit. Så længe din sexpartner er med på den, kan du ikke gøre det rigtigt eller forkert. Mærk dig frem, tal med din sexpartner, og gør det, du selv synes er dejligt. Hvis I sørger for at kommunikere med hinanden, vil det kun blive bedre og bedre med tiden.

52. Skal man være bange for, at den anden tænker noget dårligt om en?

Det synes vi ikke, man skal. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, især hvis man har nogle usikkerheder omkring sin krop – hvilket mange af os jo har. Men for mange af os lever de usikkerheder kun i os selv, hvorimod den person, vi klæder os af over for, bare synes, man er dejlig! Det kan nogle gange hjælpe en at have det i baghovedet. Hvis du føler dig tryg ved det, kan du jo prøve at snakke med din partner om eventuelle usikkerheder, så der kan blive taget hensyn til det. Tit finder man ud af, at man slet ikke har noget at være bange for!

53. Skal man helst være glatbarberet?

Nej! Du skal gøre lige det, du har lyst til. Den kropsbehåring, du føler for, er den helt rigtige. Og hvis en sexpartner – mod forventning – skulle have noget imod det, er vedkommende formentlig ikke din tid værd.

54. Hvad skal man gøre, hvis man gerne vil have sex, når man er ædru, men kun har det med sin flirt, når man er fuld?

Der er helt sikkert mange, der har oplevet samme udfordring! Det bedste råd må være at tage initiativ til at ses på tomandshånd i en sammenhæng, hvor alkohol ikke er involveret. Spørg dit crush, om I ikke skal ses en dag bare jer, og så tag den derfra. Hvis du har mod på det, kan I også snakke om det.

55. Hvornår er det for sent at have sin første gang?

Det er aldrig for sent! Det vigtigste er, at du gør det med en, du er tryg ved, og fordi du har lyst og føler dig klar.

56. Råd til første gang?

Noget af det vigtigste (hvis I kender hinanden godt i forvejen) er faktisk at øve sig i at snakke godt sammen inden, så I ved, hvordan I har det, og hvordan I forestiller jer, den første gang skal være. På den måde kan I også begge fortælle, hvad I føler jer trygge ved og har lyst til. Og så slap af, og sænk forventningerne. Det skal selvfølgelig være rart og trygt, men det behøver ikke at være fuldstændig magisk første gang. Man skal jo lige lære det.

57. Hvilken position er bedst første gang?

Den, I føler jer bedst tilpas i! Ligesom med så meget andet findes der ikke en fast opskrift på den første gang. Hvis din partner har en pik, er der mange, der foretrækker missionærstillingen, hvor den ene ligger oven på den anden, og ansigterne vender mod hinanden. Det er en god stilling, fordi man kan have øjenkontakt, kysse og nemt kan kommunikere med hinanden løbende.

58. Hvordan kysser man?

Et godt kys med den rigtige person kan findes helt magisk, men lad være med at tage det for tungt, hvis det ikke føles fortryllende de første gange – kys kan godt kræve lidt øvelse, og jo bedre man kender sin kyssepartner, jo bedre bliver kyssene tit også. Det bedste råd er at prøve sig frem og gøre det, der føles naturligt, men nogle mere konkrete tips kan lyde sådan her: Start hellere ud forsigtigt og blidt i stedet for at trykke dine læber hårdt mod den andens. Et kys kan sagtens bygges op langsomt. I begyndelsen er det fint med et par små, almindelige kys på læberne, og hvis du gerne vil tungekysse, kan du derefter begynde at åbne munden forsigtigt. Hvis din partner åbner sin mund, kan du prøve at lade jeres tungespidser mødes. Lad tungen glide rundt i små cirkler. Du kan skifte lidt mellem at gøre det langsomt og lidt hurtigere. Lad være med at tage det for alvorligt, og husk at smile af det, hvis jeres hoveder eller tænder støder sammen – det er helt normalt!

59. Jeg føler, det er mærkeligt at tænke på, at jeg en dag skal have det. Hvordan kan man nyde det?

Husk på, at du først skal have sex, når du er klar og har lyst til det. Ikke et sekund før. Sex bliver bedre og bedre, jo flere gange du prøver det, så det er ikke sikkert, det er mega nydelsesfuldt de første par gange, men når du slapper helt af og lærer, hvad der virker for dig, vil du garanteret synes, det er ret lækkert.

60. Er det størrelsen eller gørelsen?

Der findes ikke noget rigtigt svar på det spørgsmål. Vi har lyst til at sige: Ingen af delene. For nogle er størrelsen vigtig, for andre betyder den intet. Mest af alt handler det om den person, du er sammen med. Hvis du føler dig tilpas med vedkommende og tryg nok til at udtrykke, hvad du har lyst til og tænder på, vil det til oftest trumfe det andet.

61. Kan man have sex, før man har fået sin menstruation?

Ja, det kan man godt.

62. Gode tips til, hvordan to piger har sex?

Der er masser af måder at have sex på, som ikke involverer en pik. To piger kan f.eks. nusse og røre hinanden på hele kroppen, kysse og slikke på f.eks. brystvorter og vulva, penetrere hinandens skeder med fingre eller andre objekter (f.eks. en dildo). Det skal være rart, men derudover er det kun fantasien, der sætter grænser.

63. Kan man blive gravid, selv om man bruger kondom?

Det kan man godt, men sandsynligheden er lille. Hvis kondomet bruges rigtigt og under hele samlejet, er det cirka 97 procent sikkert.

64. Hvordan ved jeg, om jeg er klar til det første kys?

Godt spørgsmål! Det er svært at svare på, for det kan føles forskelligt fra person til person. Tit er det nemmest at vurdere i selve situationen. Spørg dig selv: Har jeg helt vildt lyst til at kysse den her person lige nu? Kan jeg næsten ikke lade være? Hvis det er tilfældet, så er du formentlig klar. Og husk, at man kan godt have lyst og være klar og på samme tid være nervøs for det første kys.

65. Er det normalt, at man kan miste jomfruhinden ved bare at cykle/ride?

Det er en udbredt myte, at man kan “miste sin jomfruhinde” – den findes nemlig ikke … Til gengæld findes kønskransen, som er en elastisk slimhindefold, der sidder på indersiden af skedevæggen. Den bliver hele livet, men kan godt sprække lidt, hvis man stikker noget op i skeden, eller hvis man, ja, cykler eller rider.

66. Jeg har nogle gange penetrationssex med min kæreste (som er en dreng), men jeg kan ikke mærke så meget. Han kommer altid, men det gør jeg aldrig. Er jeg normal?

Det lyder, som om du er helt normal! Mange kan ikke komme ved penetrationssex alene, men har brug for, at klitoris bliver stimuleret. Hvis du har mod på det, så tag en snak med din kæreste om det og om, om I måske skal prøve noget nyt. Hvis det lyder lidt for grænseoverskridende, kan du prøve at fortælle ham det (verbalt eller med kropssprog), næste gang I har sex. Du kan f.eks. fortælle ham, at det føles megadejligt, når han slikker dig, og bede ham om at gøre det.

67. Hvad betyder det at onanere, hvis man er dreng?

Ligesom med piger kan det foregå på mange måder. En del drenge onanerer ved blandt andet at “spille pik”, hvor man bruger sin hånd til at stimulere pikken.

68. Foretrækker drenge, at man er glatbarberet dernede?

Folk har forskellige præferencer, og det gælder altså også for kønsbehåring. Nogle foretrækker det naturlige look med hår, mens andre godt kan lide, at det er mere trimmet. Så er der selvfølgelig også nogle, der er helt ligeglade. Det vigtigste er dog, at du KUN gør det, du selv har lyst til. Hvis du bedst kan lide at have “full bush” dernede, skal du have det – uanset hvad andre tænker.

69. Kan man have sex, hvis man aldrig har haft en finger i skeden?

Ja, det kan man godt. For det første er sex mange andre ting end at få stukket en finger eller en pik op i sin skede, og for det andet er der ikke en “barriere” eller jomfruhinde, som gør det fysisk umuligt. En helt anden ting er dog, at det måske kunne være rart for dig at eksperimentere lidt med dig selv i dit eget selskab, så du bliver klogere på dig selv og din krop. På den måde bliver du meget klogere på, hvad du kan lide, om det føles godt at have noget oppe i din skede, eller om det er nogle helt andre ting, der føles rigtige for dig.

70. Er det forkert at have sex med en af samme køn?

NEJ! Under ingen omstændigheder.

71. Hvad er en god stilling?

En god stilling er en, der fungerer for dig og din partner. Det er totalt individuelt, så prøv jer frem. Hvis du har en skede og har sex med en, der har en pik, er der mange, der godt kan lide missionær (fyren ligger oven på pigen, som ligger på ryggen), at ride (pigen sidder overskrævs på fyren, som sidder ned eller ligger på ryggen) eller doggystyle (pigen står på alle fire med fyren bag sig).

72. Er det normalt ikke at få orgasmer?

Ja. Der findes en ret stor orgasmekløft mellem kønnene. Heteroseksuelle drenge/mænd får f.eks. langt oftere orgasme under sex end heteroseksuelle piger/kvinder. Det er ikke, fordi det er anatomisk sværere for piger/kvinder at få orgasme, der skal bare ofte noget andet til end penetrationssex. Find ud af, hvad der får dig til at opnå orgasme (f.eks. stimuli af klitoris), og tal med din sexpartner om det. Det skal selvfølgelig være lige nydelsesfuldt for jer begge, men der er ikke noget galt med dig, hvis du ikke kommer, hver gang du har sex med en anden person.

73. Mange siger, at sex ikke er ligesom på film, passer det?

Ja, den måde, sex fremstilles på film, er ikke altid helt i tråd med virkeligheden. På film er sex ofte ubesværet, begge parter opnår ofte orgasme samtidig, og man ser sjældent “oprydning” (f.eks. i form af sæd, der skal tørres væk). Det er ikke helt nødvendigvis helt så rosenrødt i virkeligheden.

74. Kan man godt have lyst til sex, når man er 13-15 år?

Ork ja! Det er MEGET normalt at have …

MestLæste