Helbred & balance

Vi Unge undersøger: Hvad er psykisk vold?

Af Karoline Mathilde Rasmussen 26. juli 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Shutterstock
De fleste har nemt ved at forstå, at et knytnæveslag eller et spark i maven er vold. Det bliver straks sværere, når volden ikke er fysisk, men i stedet består af hån, trusler, ydmygelser og manipulation. Psykisk vold bliver også kaldt for “den usynlige vold”, og den brutale virkelighed er, at der nok er flere af dine klassekammerater, der lever med den derhjemme.

Hvad er psykisk vold?

Der er ikke en endelig facitliste for, hvad psykisk vold er. Hvis man bliver udsat for psykisk vold af sine forældre, vil det tit indebære, at man gentagne gange bliver talt ned til, nedgjort, hånet, kritiseret og kaldt grimme ting. Den psykiske vold kan også bestå af, at man bliver ignoreret, “frosset ude” eller mødt med tavshed af ens forældre.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Psykisk vold er også, når man bliver mødt på en måde, der nedbryder ens selvtillid og selvværd, så man føler dig værdiløs og usikker – og måske kommer i tvivl om sine forældres kærlighed. Hvis den psykiske vold er et mønster, der står på over lang tid, kan det have store konsekvenser for den tillid, man har til andre og sig selv.

Hvordan ser psykisk vold ud?

Grænserne for psykisk vold er ikke helt skarpe, og derfor er det også helt normalt, hvis du er i tvivl om, om det, du oplever, er psykisk vold. Der er dog nogle ting, der tit går igen, når man snakker psykisk vold i hjemmet. Hvis du oplever nogle af følgende ting fra en eller begge af dine forældre, og virker det som et mønster, kan det være psykisk vold:

  • Du får at vide, at du er dum eller uduelig.
  • Du får at vide af dine forældre, at de ville ønske, du aldrig var blevet født.
  • Du er blevet ignoreret i flere dage.
  • Du bliver truet med forskellige ting, f.eks. at blive smidt ud hjemmefra.
  • Du bliver fortalt, at verden ville være bedre, hvis du ikke var her.
  • Du bliver kaldt ting, der gør dig ked af det. – Du bliver mødt af voldsom vrede.

Vidste du...

At næsten hver fjerde elev i 8. klasse har været udsat for psykisk vold derhjemme af en eller begge forældre? Ud af dem …

… ER 19% BLEVET KALDT NOGET, DER GJORDE DEM KEDE AF DET.

… HAR 9% OPLEVET, AT EN FORÆLDER HAR VIST DEM, AT DE IKKE ER NOGET VÆRD.

… ER 4% BLEVET TRUET MED NOGET VOLDSOMT.

… ER 7% BLEVET TRUET MED AT BLIVE SMIDT UD HJEMMEFRA.

Vold eller opdragelse?

Det er rigtig vigtigt at forstå, at psykisk vold IKKE er opdragelse. Du skal vide, at dine forældres mest fornemme opgave er at bygge dig op og at lære dig, hvordan du begår dig i verden – det er opdragelse. Ved psykisk vold nedbryder man i stedet for at opbygge. Det er dog også vigtigt at huske på, at der godt kan være dårlig stemning, eller at ens forældre i enkelte situationer opfører sig dumt, uden det nødvendigvis er psykisk vold.

3 ting, du skal vide om psykisk vold

1. Det er ikke uden grund, at psykisk vold kaldes for “den usynlige vold”. Det kan nemlig være rigtig svært at gennemskue, hvis man bliver udsat for det. Tit er det først i løbet af teenageårene eller i voksenlivet, man kan se, at det, man oplever, ikke er normalt.

2. Psykisk vold er ulovligt, og du – og alle andre – har ret til at leve et liv uden vold. Det betyder også, at du har krav på at få hjælp, hvis du bliver udsat for vold.

3. Hvis du oplever psykisk vold derhjemme, er det vigtigt, at du fortæller det til nogen. Det er nemlig sådan, du og dine forældre kan få hjælp til at stoppe det.

Har du brug for nogen at snakke med?

Oplever du nogle ting, du har brug for at dele? Så er det en rigtig god idé, at du tager fat i en voksen, du er tryg ved og stoler på. Det kan både være en onkel, moster, din spejderleder eller skolelærer.

Hvis der ikke er en, du føler, du kan fortælle det til, så har BørneTelefonen meget dygtige personer på linjen, og de tager meget gerne imod dit opkald. Deres nummer er 116111 – det er gratis og helt anonymt. Dine forældre kan heller ikke se på din telefonregning, at du har ringet til dem.

Bryd Tavsheden arbejder blandt andet for at oplyse om og forebygge børne- og kærestevold. De har både en chat og telefon med rådgivere, der sidder klar til at hjælpe. De tilbyder desuden også gratis samtaleforløb, som både kan foregå fysisk og online – og du må også gerne være anonym. Du kan finde dem på brydtavsheden.dk, og du kan ringe til dem på telefon 44452090.

Derudover findes der også HØRT, som er et anonymt rådgivningstilbud, hvor du kan chatte med professionelle rådgivere døgnet rundt. De har også en gruppechat, hvor du kan skrive med andre unge, der oplever de samme problemer som dig. Find dem på hort.dk.

KILDER: Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår, “Psykisk vold mod børn i hjemmet”, VIVE for Socialstyrelsen, 2019 og “Vold i hjemmet – En analyse af fysisk og psykisk vold og fortællinger fra børnene selv”, Børns Vilkår, 2022

MestLæste