Uanset om det var dig eller din eks, der slog op, så er det aldrig nemt, når et forhold slutter. Men der er faktisk mange ting, der kan gøre situationen endnu værre!

Læs også: Kan man blive bedste venner med sin ekskæreste?

Når du og din eks opfører jer pænt og behandler hinanden med respekt, gør det bruddet meget nemmere. Og hvem ved, måske kan I en dag blive rigtig gode venner? Derfor har vi samlet de bedste tips til, hvordan du bliver den bedste eks ever.

Lad være med at hævne dig
Hvis det var ham, der slog op med dig, har du måske fantaseret lidt om at få hævn. Men før du lægger an på hans bedste ven eller gemmer hans cykel, så tæl lige til 10. Den allerbedste hævn er altså, at han kan se, at du har det godt, så prøv at fokusere på de ting, der gør dig glad i stedet for at tænke på, hvad der kan gøre ham ked af det.

Lad være med at stalke ham
Du er vant til at vide alt om, hvad der foregår i hans liv, men nu ved du pludselig intet! Derfor er det vildt fristende at stalke ham på de sociale medier. Men tænk dig rigtig godt om, før du stalker ham. Du risikerer nemlig at blive ked af det, hvis der ligger billeder af ham med en ny pige. Overvej, om I overhovedet stadig skal være venner på de sociale medier. Hvis du vælger at slette ham, så send ham en sød besked om, at det ikke er fordi, du er sur på ham, men fordi det er for hårdt at se ham dukke op på din newsfeed.

Læs også: Sådan slipper du af med ekskæresten

Lad hans nye kæreste være
Kærester kommer og går. Sådan er livet, og derfor finder I også begge to en ny på et tidspunkt. Når han uundgåeligt får en ny kæreste, så gør dig selv, ham og den nye pige en tjeneste og lad være med at bagtale hende, sprede rygter om hende eller stalke hende på de sociale medier. Det får dig til at se smålig og besat ud, og sådan en eks vil du ikke være!

Lad være med at chikanere ham
En enkelt sms eller to, hvor du får afløb for dine mange, mange følelser, er okay. Men hvis du sender ham 37 sms'er inden for et døgn, så er du altså i gang med at chikanere ham. Hvis du har brug for at tale ud om det, der gik galt mellem jer, så mød ham til en kop te en eftermiddag, hvor I har god tid til at græde og snakke.

Lad være med at opsøge hans familie
Noget af det værste ved at afslutte et forhold er, at man mister meget mere end en kæreste. Hvis man har haft et tæt forhold til kærestens familie, mister man nemlig også dem. Det er helt okay at sende en sms til hans mor eller søster, efter I har slået op, men lad være med at finde påskud for at komme hjem til din eks. Det får dig i bedste fald til at virke desperat, og i værste fald kan det gøre din eks rigtig ked af det.

Find ud af, om I skal være venner
Går du og håber på, at I en dag kan blive venner? Så er det en rigtig god idé at tage en snak med din eks om, om han vil det samme. Hvis han ikke har lyst til at være venner, så skal du selvfølgelig respektere det. Hvis du følger de ovenstående tips, så er der dog rigtig gode chancer for, at han en dag ændrer mening.