Jeg troede aldrig, at jeg ville overleve denne dag, fordi den var så betydningsfuld for mig - kun for mig. Jeg vil starte fra en ende af. Jeg har lidt af en spiseforstyrrelse i et par år. Jeg tæller mine kalorier uanset hvad, holder øje med, hvad jeg spiser, og sørger for at få motion hele tiden.

Når man starter i 10. klasse, skal man obligatorisk lave en selvvalgt opgave. Jeg valgte at skrive om spiseforstyrrelse, fordi jeg vidste, at det var noget, jeg kunne. Jeg har aldrig knoklet så meget, som jeg gjorde den uge. Jeg skrev og skrev og skrev lidt mere.

Onsdag i uge 6 skulle jeg så til at fremlægge min opgave foran et hav af mennesker. Jeg har aldrig haft noget imod at snakke til forsamlinger, men lige denne var grænseoverskridende for mig.

Jeg begyndte min snak. Jeg snakkede i ti minutter, og alt gik fint. Efter fremlæggelsen skal man gå ud og ind igen for at få sin udtagelse. Da jeg satte mig ved mine to lærere, spørger den ene:
- Hvorfor gør du det her mod dig selv? Kan du ikke se, hvor modbydeligt det er for dig og din krop?
Jeg sad mundlam og kiggede. Mit svar var tomt, bogstavelig talt tomt.

Fra den dag af har jeg ikke talt mine kalorier, og jeg har taget bussen på job og skole et par gange. Jeg synes selv, at jeg er ret sej.

Tak for en fed opstart på et nyt liv!