Hjælp! – Jeg dør af skræk
onsdag 18.02.2009
Skrevet af : Annette Aggerbeck
Det er hæsligt at være så bange for noget, at hjertet hamrer af sted, man ryster over hele kroppen og går i panik. Her kan du møde fire piger, hvis største skræk er hunde, edderkopper, nåle og mørke.
Cecilie (15 år) er bange for nåle:
»Jeg måtte droppe turen til Thailand« – Min skræk for nåle skyldes en episode, da jeg var syv år gammel, og mine søskende skulle have deres seksårs vaccination. Jeg var med dem til lægen, sammen med min mor. Pludselig fandt lægen ud af, at jeg heller ikke havde fået denne vaccination, og uden at advare mig stak han nålen i mig. Jeg blev meget forskrækket, fortæller Cecilie.
Året efter fik Cecilie astma og skulle gennem både blodprøver og en priktest, hvor man laver en række bittesmå prikker på underarmen med forskellige stoffer for at undersøge, hvad man er allergisk overfor. Men Cecilie var så bange, at de måtte nøjes med blodprøver under tvang – der skulle faktisk fire sygeplejersker til at holde hende, mens hun blev stukket.
– I sidste uge var jeg hos lægen, som igen foreslog en priktest. Jeg fik det dårligt bare af at tænke på det, og jeg begyndte at ryste og græde. Jeg havde det på samme måde, da jeg skulle have min 12-års vaccination. Jeg udskød den et helt år og endte med at få en tid hos lægen, hvor jeg, sammen med min far, skulle tale med lægen om min skræk. Derefter fik jeg en ny tid, og der endte det med, at min far måtte holde mig, og sygeplejersken måtte gemme sprøjten
Sådan får du hjælp:
Gode råd fra Psykolog Emile Jahnnie Sigård.
1. Tag angsten alvorligt. En fobi eller en angsttilstand kan være en slem og lammende oplevelse, som du ikke skal stå alene med. Der er gode behandlingstilbud på Fobiskolen, hos psykologer og hypnoterapeuter.
2. Bed dine omgivelser om at forstå dig. Det er meget vigtigt, at dine forældre, venner og kæreste forstår, at du ikke bare kan tage dig sammen. Der er ofte en dybereliggende årsag til, at man har en fobi – og det kan du ikke selv gøre noget ved. Du har brug for accept og forståelse, så du ikke kommer til at skamme dig eller får dårlig samvittighed. Det er ikke din skyld!
3. Find måder at berolige dig selv på. Det er superfint, at Michel taler med sin veninde om aftenen, når hun er mørkeræd. Det er vigtigt, at du lærer dig selv at kende og finder ud af, hvad der kan hjælpe dig, når du er bange. Måske er det en sød person, bestemt musik eller rare tanker. Når du er bange for noget konkret (hunde, nåle osv.) er det ok at undgå det, der gør dig bange, indtil du har lært, hvordan du klarer situationerne.
4. Tal sødt til dig selv. Husk, at alle kan blive bange, og at alle kan få en fobi. Du er ikke »forkert« af den grund. Fortæl dig selv, at der er en årsag til din angst, men at du kan få hjælp. Bebrejd ikke dig selv, for så bliver du bare mere anspændt. Accepter dig selv, og fokuser på alt det, du er god til.
5. Læg mærke til, hvad der påvirker dig negativt. Angst og fobier har det med at blive værre, hvis du føler dig stresset, overtræt eller trist. Undgå ting, der giver dig disse følelser. Sørg for at få nok søvn, ro og gode oplevelser.
på ryggen, for at jeg ikke skulle se den. Men det gjorde bare det hele værre. Jeg græd resten af dagen efter den rystende oplevelse, fortæller Cecilie.
Da hun for nogle år siden skulle til Thailand med sin mor og papfar, for at holde jul, ville de ikke bestille rejsen, før Cecilie havde fået den nødvendige vaccination. Cecilie fik tilbudt at få noget beroligende før vaccinationen, men hun var så bange, at familien måtte droppe turen til Thailand til stor skuffelse for alle.
– Det er vigtigt for mig at få et bedre forhold til nåle, for min angst gør, at jeg hverken kan komme ud at rejse eller få vigtige vaccinationer som for eksempel den mod livmoderhalskræft. Mange kan ikke forstå, hvordan man kan være så bange for nåle, og det gør det hele værre, slutter Cecilie.
Stephanie (15 år) er bange for edderkopper:
»Jeg ville ønske, at andre forstod min skræk«
Stephanie har altid været bange for edderkopper. Når hun ser en edderkop, får hun koldsved og begynder at ryste. Hvis hun opdager en edderkop i et værelse, går hun ikke derind, før hun har fået nogen til at fjerne den.
– Jeg ved ikke, hvorfor edderkopper skræmmer mig, men jeg er så bange for, at de skal røre ved mig. Hvis jeg er på steder, hvor der er ulækkert, kigger jeg altid efter edderkopper. Jeg tjekker også altid min seng om aftenen, inden jeg skal sove, siger Stephanie.
Hendes veninder synes, at hun er hysterisk, når hun skriger, bare fordi hun har set en edderkop, og de beder hende altid om at slappe af. Men Stephanie kan ikke slappe af.
– Forleden dag opdagede jeg en edderkop på min hovedpude og skyndte mig at hente min mor, så hun kunne fjerne den. Men da vi kom tilbage, kunne vi ikke finde den, selv om vi brugte lang tid på at lede overalt. Så jeg valgte at sove i stuen de følgende dage. Min mor siger, at det er noget pjat. Der er ingen andre i min familie, der er bange for edderkopper, men jeg går altid i panik, når jeg ser en edderkop. Det ville hjælpe mig, hvis min familie og mine veninder respekterede min skræk i stedet for, at de blev irriterede, for jeg synes jo også selv, at det er irriterende, at jeg skal være så bange. Men jeg kan altså ikke gøre for det, siger Stephanie opgivende og fortsætter.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg engang skal bo alene. Så kommer der jo ikke lige nogen og fjerner edderkopperne for mig. Jeg har prøvet at klaske en kæmpe edderkop på min væg engang, hvor jeg var alene hjemme. Jeg lukkede øjnene og maste den med en sko, men den fik lov til at blive siddende på væggen, for jeg turde ikke fjerne den. Jeg tror desværre altid, at jeg vil være bange for edderkopper, så det må jeg vel bare prøve at leve med, slutter Stephanie.