Jeg er maniodepressiv
tirsdag 29.06.2010
Skrevet af : Line Sølvhøj Jensen / Foto: Shutterstock
For nogle år siden oplevede Annes familie en del sorg, og det ændrede Annes liv på mange måder.
Det startede for næsten fire år siden, hvor Annes bedstemor døde. Det var en meget hård tid for Anne og hendes familie. Og især gik det hårdt ud over Anne:
- Et par måneder efter, at min bedstemor døde, gik det ned ad bakke for mig. Min kæreste slog op, og jeg var helt nede. En dag fik jeg nok, og min mor og kusine kørte mig til en psykiatrisk afdeling, hvor jeg fik konstateret en meget svær depression, fortæller Anne.
I starten gik Anne til nogle samtaler, og hun var ikke i skole i halvdelen af niende klasse. Derfor fik hun heller ikke sin eksamen for niende klasse. Hun kunne ikke være alene hjemme, så hun gik med sin mor på arbejde. Hendes depression gjorde også, at hun hele tiden skulle vide, hvad der skulle ske næste dag – ellers gik hun i panik.
- Efter noget tid fik jeg nogle piller, som hjalp lidt. Så startede jeg i tiende klasse, og det gik nogenlunde i starten, men jeg havde stadig mine op og nedture, forklarer Anne.
Et chok for familien I maj 2007 skete der noget alvorligt. Annes mor fik en hjerneblødning som 42-årig, og hun var tæt på at dø.
- Jeg snakkede med hende den morgen, det skete. Vi pjattede, og hun sagde til mig: "Jeg får en ny cykel i dag, og den må du sgu ikke låne. Du får den bare stjålet ligesom den i sidste uge". Jeg grinte jo bare af hende, fortæller Anne.
Anne tog i skole, og fem minutter før klokken ringede ud til frikvarter, kom skoleinspektøren ind i klassen og tog en pige med ud. Det viste sig at være den forkerte pige, for det var nemlig Anne, skoleinspektøren skulle snakke med. Anne fik at vide, at hun skulle følge med. Hun pakkede sine ting sammen og skyndte sig ned i kantinen, hvor hendes moster ventede.
- Jeg kunne se, hun var helt grædefærdig, og der vidste jeg, at der var et eller andet fuldstændig galt. Hun fortalte mig, at min mor var blevet alvorligt syg. Jeg brød fuldstændig sammen, og de fleste af pigerne begyndte at græde, for de kendte jo min mor.
Anne var både bange og skræmt i den tid, hendes mor lå på sygehuset. Hun var bange for at miste sin mor, som er hendes største støtte i livet. Faderen var på sygehuset sammen med moderen, så Anne skulle sørge for mad, vaske op, vaske tøj, gøre rent og hjælpe sine tre søskende.
- Jeg måtte forsøge at holde modet oppe. Jeg dyrkede en masse sport, fordi det hjalp på depressionen. Og så gik jeg til psykolog og brugte meget tid med min kusine, fordi hun selv har haft en depression, fortæller Anne.
Heldigvis har Annes mor det godt i dag, og Anne klarer sig også, selv om hun har fået konstateret, at hun er maniodepressiv. Anne er dog ikke i tvivl om, at det er takket være familien, at hun trods alt har det godt.
- Mit råd til andre, som oplever det samme som mig, er at forsøge at holde modet oppe. Snak med de nærmeste af din familie og venner eller snak med en, som har oplevet det samme som dig.
Læs også: Cutting: Jeg skar i mig selv.