
Lidt for vild efter ham drømmefyren?
fredag 14.08.2009
Skrevet af : Tina Warming Eriksson Ekspert: Psykolog Camilla Holmgaard
Stop med at stalke ham!
Det er måske sødt, når du sender drømmefyren en sms med dine tanker og følelser. Men det er ikke sødt, hvis du ikke hører fra ham og fortsat sender 23 kærlighedserklæringer. Og nej, du skal heller ikke cykle forbi hans hus for tiende gang i dag og lure ind ad vinduerne. Drop stalkingen – scor ham eller kom videre!
Hvad betyder stalking? Ordet »stalking« udtales faktisk »stårking« og betyder direkte oversat fra engelsk at »forfølge«. Nogle fans kan blive så vilde med deres idoler, at de stalker dem ved at bryde ind i deres hjem eller følge efter dem på gaden, men også ganske almindelige mennesker kan stalke hinanden. En forelsket person kan for eksempel blive så vild med den anden, at han eller hun stalker, og altså følger efter og prøver at finde ud af alt om det andet menneske.
Hvorfor får jeg lyst til at stalke ham, jeg er vild med? Hvis du for eksempel ringer op og smækker på for bare lige at høre hans stemme, kan det være, fordi du føler, at du kommer tættere på ham af det. Hvis du stalker en dreng, vil det ofte være en, som du i virkeligheden ikke har chance for at score. Han er måske nogle år ældre eller den populæreste dreng på skolen. Dybest set håber du jo nok på, at han pludselig får øjnene op for dig, men inderst inde ved du sikkert godt, at han er uopnåelig.
Er det normalt at stalke, når man er vild med en? Ja, det er helt normalt, at unge piger får lyst til at stalke drenge, de er vilde med. Mindst 75 procent af alle piger i alderen 10-14 år har været så fascineret af en dreng, at de har prøvet at stalke ham. Når man bliver voksen, skulle lysten til at stalke meget gerne forsvinde, for ellers er det ikke længere normalt.
Stalker piger mere end drenge? Ja, unge piger stalker meget mere end drenge. Ofte er piger mere modne end drenge i den alder, og piger bruger generelt bare mere tid på at snakke om forelskelser, mens drenge ofte hellere vil bruge tiden på at spille computer eller fodbold med vennerne.
Hvordan finder jeg ud af, om jeg i virkeligheden stalker ham, jeg er vild med?
Inderst inde ved du godt, hvis du stalker. Ellers overvej, om du får noget ud af at cykle forbi hans dør eller sende flere sms’er. Du kan også prøve at spørge dine veninder, om de ærligt mener, at du stalker ham – eller om du rent faktisk bare flirter og vitterlig har en chance hos ham.
Hvor går grænsen for, hvornår man stalker?
Det er svært at sætte en grænse for, præcis hvornår du stalker. Det er okay, hvis du sørger for at komme til de samme fester som ham, så du kan tale med ham og måske endda spørge, om han vil danse. Det er også okay, hvis du ringer en enkelt gang for at høre hans stemme, men hvis du gør det 10 gange, stalker du helt klart. Du må også gerne sende et par kærestebreve, men hvis han slet ikke svarer eller direkte virker uinteresseret, stalker du ham, hvis du bliver ved.
Hvordan føler drengen det, hvis jeg stalker ham? I starten bliver han sikkert smigret, når han opdager, at der er en pige, der er helt vild med ham. Men hvis du bliver ved med at følge efter ham efter skole, ringe til ham eller sende sms’er, bliver du bare irriterende og ynkelig.
Hvordan scorer jeg ham så i stedet for at stalke ham? Hvis du først er begyndt at stalke en dreng, kan det være meget svært at få den vendt til, at du pludselig er interessant i hans øjne. Fra begyndelsen skulle du i stedet have spillet lidt kostbar og ikke været så ivrig. Hvis han først har afsløret dig i at stalke, kan du selvfølgelig godt forsøge dig med direkte at spørge, om han vil med i biografen eller lignende – som en slags sidste chance.