
Er du forelsket?
tirsdag 26.02.2008
Skrevet af : Redaktionen
Kærlighed er en underlig størrelse, den kan være stor og mægtig, og den kan være lille og forsigtig, og den kan nogle gange være meget svær at forstå. Hvis du er i tvivl, får du her 17 tegn på ægte kærlighed…
1. Sms’er...
Din mobil bipper, og du har allerede koldsved i hånden, inden du løfter den op fra bordet. Du beder til, at sms-beskeden er fra ”ham”. Da hans navn dukker op i indbakken, bliver du varm i ansigtet, din mave fyldes med sommerfugle, og du er ved at boble over af lykke…
2. Sange... Uden at tænke over det, kommer du konstant til at sætte musik, der omhandler den store kærlighed, på anlægget. Du flår hysterisk cd-coveret op for at læse de romantiske linjer, som får dit hjerte til at hoppe en ekstra gang – og så beskriver enhver lovesong lige præcist, hvordan du har det!
3. Pligter... Din mor står med en løftet pegefinger, og hun beordrer dig til at tage opvasken og få ryddet op på dit værelse. Men hun får sig et chok, for du protesterer slet ikke. Du svæver nemlig på en lyserød sky, og alt kan få dig til at smile – selv tanken om beskidte tallerkner og opvaskebørster!
4. Mad... Aldrig har mad været så ligegyldigt før. Selvom den står på din livret, kan du ikke få en bid ned. Din mave er fyldt op med bobler. Du glemmer endda måltider, som du aldrig før har kunnet leve uden…
5. Søvn... Der er ikke længere noget, der hedder obligatoriske otte timers søvn. Du kan være sammen med ”ham” konstant, og har han først tid kl. 22 efter fodboldtræningen, er det fint med dig. Du har et enormt overskud af energi og kører 110 derudaf…
6. Husmor... Du har aldrig interesseret dig synderligt for hjemmebag, men lige pludselig er der ikke noget bedre end duften af chokoladekage. Og så er levende blomster på værelset blevet et kæmpe hit!
7. Fjollet... Din veninde snakker om lækre fyre, og du kan slet ikke lade være med at blive rød i hovedet, fnise og smile forlegent. Du fjoller dig ud af enhver situation, og du smiler og griner, hver eneste gang ”han” siger noget – også selvom det ikke er morsomt!
8. Udseende... Hvis man kunne slide et spejl op, havde du for længst gjort det. Aldrig har du været mere bevidst om dit udseende, og du bruger hver en krone på dyrt, lækkert og moderigtigt tøj. Har du en dårlig hårdag, bliver du hjemme fra skole – sådan skal ”han” ikke se dig!
9. Navnevalg... Passer hans efternavn til dit fornavn, eller lyder det bedre, hvis han får dit efternavn? Du prøver igen og igen at kombinere jeres fornavne, mellemnavne og efternavne for at finde ud af, hvad der ser bedst ud på papiret…
10. Replikker... Hvad skulle du svare, hvis han spurgte, om du ville med i biografen, om du har haft en god dag, om hvilken slags musik, du hører? Du øver replikker til enhver lejlighed, for du skal i hvert fald ikke ende med at sige noget dumt!
11. Undertøj...
Der var engang, hvor undertøj var noget, som ikke kunne ses, for det var jo under alt det andet tøj. Sådan er det ikke længere. Bh og trusser skal nu passe perfekt sammen – for tænk nu hvis…
12. Skyer... Skyer er ikke længere bare skyer. Du er ud af det blå blevet fuldstændig afhængig af at smide dig i det grønne græs og glo op i himlen, hvor alle de vattede tingester med ét trylleslag forvandler sig til store, bløde hjerter for øjnene af dig.
13. Jaloux... Din veninde står i skolegården og sludrer med ”ham”. Du prøver at sige til dig selv, at de to selvfølgelig må snakke sammen, men du får mere og mere ondt i maven, du bliver ør i hovedet, og du er sikker på, at du springer i luften, hvis de ikke snart holder op!
14. Lektier... Selvom du plejer at være en flittig læsehest, så bliver både bogstaver og tal nu til myrer for dig. Der er ikke noget, som virker mere ligegyldigt end skolearbejde - du vil meget hellere sidde og tegne hjerter på dit penalhus!
15. Tanker... Det er ikke kun om natten, at du drømmer længere. Hver eneste gang, du sidder stille mere end fem minutter, så falder du hen og sidder uopmærksomt og stirrer ud i luften. Alting får sig på mystisk vis et tåget, lyserødt skær!
16. Holde i hånd... Det lyder måske en smule mærkeligt, men du har hele tiden en lille trang til at røre ved ”ham”. Bare lige strejfe hans arm, eller stryge ham over håret. Men mest alt har du lyst til at sidde lige så stille med hans hånd i din…
17. Drømme... Vi drømmer jo alle sammen, men du drømmer helt sikkert mere end normalt! Og du drømmer højst sandsynligt mest om ”ham”. Måske du har drømt, at din veninde kommer og napper ham lige foran næsen af dig? Bare rolig – det er bare en drøm. Men se det som et tegn – du er forelsket!