description text
Opmærksomheden omkring kropsidealer og udseende er vokset enormt. I dag er det vigtigste i verden at se godt ud. Folk kæmper efter det perfekte liv, den perfekte krop, det perfekte hår, negle, tøj etc. etc. Folk går på slankekure og diæter og går i træningscenteret tre timer dagligt.

Læs også: Nej tak til spiseforstyrrelse

Konstant fortæller medierne os, hvordan vi burde se ud, hvilket tøj vi burde gå i, og hvilke karakterer vi burde få i skolen. Og hvis vi så ikke ser sådan ud, har det tøj og får de karakterer, så er vi dømt ude. For evigt. Vi kan lige så godt droppe hele livet, for vi vil alligevel aldrig blive til noget. Sådan kan det i hvert føles.

Flad mave = flere venner?
Men er det sådan det skal være? Vil du bruge dit liv på at sige nej tak til de overlækre cupcakes, din bedste veninde har lavet, fordi du er bange for at tage på? Vil du bruge hele din weekend på at lære alle engelske ord, der starter med A udenad i stedet for at holde filmmarathon? Vil du bruge hele opsparingen på et par bukser, der er umoderne igen om en måned? Selvfølgelig skal vi ikke leve af junkfood, men helt ærligt: Er livet ikke for kort til ikke at nydes?

Flere og flere unge får spiseforstyrrelser. Rigtig mange unge piger især vælger simpelthen maden fra i kampen om den perfekte krop. Af angst for at tage på stopper de med at spise. Mange har tanker som: "Alt bliver godt, hvis jeg lige taber de dér fem kilo" og "når jeg får en flad mave, vil jeg få flere venner." Men tænk dig lige om. Vil du virkelig få flere venner ved at få en fladere mave? Hvis ja, er det så ægte venner? Jeg vil da personligt langt hellere have få venner, som ikke kun tænker på mit udseende, end jeg vil have flere hundrede, som egentlig ikke interesserer sig for mine tanker.

Læs også: Læsernes blog - Historien om min spiseforstyrrelse

Anoreksi er ikke moderne
Flere steder på nettet har jeg endda set piger skrive, at de satser på at få anoreksi, fordi det virker “glamourøst” og er en genvej til et perfekt liv. Det er simpelthen noget af det mest stupide, jeg længe har hørt. Et perfekt liv eksisterer ikke, og at en sygdom skulle kunne føre til det er jo helt sygt. Det er ikke anderledes end at tænke: "Jeg må hellere begynde at ryge, for lungekræft virker bare så fedt!" Unge mennesker, der sætter spiseforstyrrelser op på en piedestal og simpelthen gør det til noget, de stræber efter, viser ganske glimrende, at der er noget helt galt med vores samfund. Sagt meget direkte: Anorexia is a disease. It’s not a fucking fashion statement!

kropsideal, det perfekte, vægt, badevægt, anoreksi, spejl, bulimi, spiseforstyrrelse, mad, samfundets skyld, idealer

Fordi, det ovenstående gør mig så harm, vil jeg lige skrive noget af det, en spiseforstyrrelse rent faktisk indeholder - bare for virkelig at får sat en stor, fed streg under, at det ikke er noget, man skal stræbe efter! For det første er der alle de fysiske skader, man pådrages af en spiseforstyrrelse. Skader på hjertet, lever, nyre og hjerne. Skader på tænder og spiserør. Udeblivelse af menstruation, hvilket i værste tilfælde kan medvirke, at man heller ikke kan få børn senere i livet. Træthed, svimmelhed og kuldskærhed. Ændringer i huden og hårvæksten. Dertil lægges alle de psykiske problemer og skader sygdommen medfører. Hukommelses- og koncentrationsbesvær. Tristhed og depression. Ensomhed og søvnforstyrrelser. Mindre selvværd og selvtillid.

Drop hysteriet
Synes du alt det lyder glamourøst og som et perfekt liv? Hvis man skal leve op til samfundets ideal “perfekt” skal man være tynd, have lækkert hår og negle og masser af overskud. Man skal signalere åbenhed, klare sig godt i skolen/med karrieren og samtidig være pisselækker. Hvis man sammenligner en spiseforstyrrelse med dét, er der flere steder, de simpelthen ikke matcher. At være så besat af mad, vægt og motion, at man ikke kan spise sammen med andre mennesker, signalerer ikke ligefrem åbenhed. Og en spiseforstyrrelse giver bestemt heller ikke overskud og mulighed for fordybelse i skolen, for alle ens tanker handler om vægttab. Det lækre hår og negle får man heller ikke ved at droppe maden. Faktisk tværtimod! Ens hår begynder at falde af, og neglene bliver misfarvede. Og en spiseforstyrrelse kan umuligt være det perfekte liv. For når man har en spiseforstyrrelse, så lever man ikke. Alt handler om mad. Og hvordan kan et liv være perfekt, hvis man ikke lever? Kan vi blive enige om, at en spiseforstyrrelse ikke er et synonym med perfekt?

Læs også: Har du en spiseforstyrrelse?

Dertil skal det så lægges at folk ikke nødvendigvis har en spiseforstyrrelse, fordi de er tynde. Lige så vel som alle med et par ekstra kilo på sidebenene ikke har diabetes! Hvad siger I til at droppe alt det her kropshysteri, og bare acceptere ens krop som den er? Livet er sku da for kort til at bruge på at prøve på at leve op til alle mulige fuldstændige urealistiske, høje krav! For let’s face it: Perfekt er en illusion. Det eksisterer simpelthen ikke! Lad os sammen bekæmpe denne latterlige tendens og begynde at leve. Alle kroppe er perfekte, store som små. Og man bliver jo ikke lykkeligere af at hade sin krop og sulte sig selv. Tværtimod.

Elsk dig selv - alt andet er for dumt
Se dig selv i spejlet hver eneste dag, og nævn mindst tre ting ved dig selv, du er tilfreds med. Og nu du er i gang, så husk også at rose din veninde, ven, søster, bror, nabo etc. Lad os sige: "Fuck dig" til samfundet og begynder at elske os selv. For alt andet er da for dumt!

Dette er ikke ment som et fordømmende indlæg, og det er på ingen måde min intention at såre nogen. Hvis jeg har gjort det, er jeg meget ked af det, og undskylder mange gange.

Læs også: Styrer maden dit liv?

Flere af mine udtalelser i dette indlæg kan måske tolkes sådan, at jeg “skælder ud” på spiseforstyrrede. Det gør jeg bestemt ikke, det er en hæslig sygdom, og det er også derfor, jeg vil gøre opmærksom på, at folk ikke skal romantisere den. Andre vil måske mene, at jeg har lagt alt for stor vægt på spiseforstyrrelser og har skudt skylden på samfundet. Jeg har lagt stor vægt på spiseforstyrrelser, ja, men jeg siger ikke, at man ikke kan have det dårligt med sin krop uden at have en decideret spiseforstyrrelse. Det kan man, og mange har det, og derfor er det da endnu mere vigtigt at få understreget, at mad altså ikke er en fjende. Og at det ikke er en løsning på problemet at sulte sig selv.

comments powered by Disqus
 

Hvilken fodboldspiller er sejest?

#
#
#
#
#
#
#
#
#