Læsernes blog - Historien om min spiseforstyrrelse
mandag 06.08.2012
Skrevet af : Sofie / Foto: Shutterstock
En læser har sendt os dette meget tankevækkende blogindlæg, om hvordan det er at have en spiseforstyrrelse.
Jeg vil godt fortælle kort om mit 15 årige liv.
Mange ved måske, hvordan det er at være besat af kalorier? Som 13-årig begyndte jeg at se mig selv som fed, overvægtig! Alle var simpelthen bare tyndere ind mig, syntes jeg.
Jeg begyndte at skære slik fra min kost og brugte undskyldninger som, at det var usundt for kroppen, og at mennesker ikke behøvede slik. En måned efter skar jeg alt junkfood fra min diæt. Min mor og far troede jeg var i gang med en eller anden form for protest i mit liv, og det var jeg jo også på en måde. De tog det ikke seriøst, så jeg fortsatte min diæt. Jeg trænede hver dag - løb en tur, cyklede, løb op og ned af trapperne i huset, alt for at få brændt nogle kalorier af.
Jeg fortalte min mor en dag, at jeg ville være vegetar og aldrig ville spise kød mere, fordi det var synd for dyrene. Men i virkeligheden var det, fordi der var meget jern og protein i kød, og jeg tog for meget på i vægt af det. Efter et par måneder faldt min vægt med et slag, og jeg blev tyndere for hver dag, der gik. Min vægt nåede helt ned på 35 kg – jeg er 168 m. Jeg begyndte at blive træt og kold. Min mor og begyndte at lægge mærke til, at jeg altid gik ud på toilettet efter mad og blev der i lidt for lang tid. Jeg kastede den mindste smule mad op, jeg indtog. Jeg vidste, det var forkert, men jeg kunne ikke stoppe med det. Jeg kunne ikke lade være med at tælle kalorier… Jeg havde ingen venner til sidst, fordi jeg gik så meget op i min mad og motion, at jeg glemte dem, og de blev trætte af mig.
Læs også: Nej tak til spiseforstyrrelse!
Dagen inden min 14 års fødselsdag besvimede jeg på mit værelse om morgenen (jeg spiste hverken morgenmad eller frokost og aftensmaden blev kastet op igen) Det var min søster, som fandt mig og jeg vågnede op på et hospital. Mit hår begyndte at falde af, og jeg nægtede at spise noget derinde. Sonden med den flydende væske var bogstaveligtalt det, der reddet mit liv.
Efterfølgende kom jeg på et hjem/center for piger med spiseforstyrrelser og begyndte så småt at tage på igen. Jeg er lige kommet ud derfra for en måned siden. Jeg har fået nye venner og nogle gamle venner er kommet tilbage. Jeg har levet i et sort hul i næsten to år og er endelig ved at bygge et liv op igen. Jeg tæller stadig kalorier, men får det mad jeg skal have, og er glad igen. Jeg begynder et nyt liv!
Jeg håber, min lille historie af mit liv indtil nu, har givet jer et indblik i, at det er slemt at have en spiseforstyrrelse, og det skal ikke jokes med, at nogen er tynde eller for den sag skyld tykke. I ved ikke, hvad der gemmer sig bag! Støt op omkring jeres venner eller bekendte, hvis I har på fornemmelsen at noget er galt! Jeg er glad for I tog jer tid til at læse mit indlæg.
Kærlige hilsner fra Sofie
Læs også: Har du en spiseforstyrrelse?
Vil du også gerne skrive til Læsernes blog?
Så læs mere her!