Angst. OCD. Ord, I sikkert ikke kender. Men det gør jeg til gengæld. Og de har været en stor del af mit liv siden 3. klasse. Og nu vil jeg fortælle jer andre om det.

Læs også: Selvtilliden er en dæmon

Det startede i 3. klasse, som sagt. Det begyndte lige pludselig. Min mor fik mig til en psykolog, og vi fik snakket om det hele. Om hvad der nu skete. For lige pludselig var jeg ikke som alle andre. Jeg stoppede med at gå i skole, for jeg kunne bare ikke. Det lyder måske mærkeligt, men det var bare for svært for mig. Min mor tog forældreoverlov, så hun kunne blive hjemme og hjælpe mig. Det hele begyndte bare at blive for svært. Jeg havde det rigtig dårligt. Indeni. Jeg gik til psykolog, og hun hjalp en del. Jeg er stadig rigtigt taknemmelig over, at hun har hjulpet mig så meget. Men det hele lyder måske lidt mærkeligt. Det synes jeg også selv engang imellem. Så jeg vil prøve at forklare det, så godt jeg kan.

Tvang mig selv til at gøre mærkelige ting
Angst. I ved alle, hvad det betyder. Men ikke alle, hvad det indebærer. I mit liv betød det, at jeg var bange for at komme udenfor. Det er i hvert fald den bedste måde, jeg kan forklare det på. Det var også derfor, jeg ikke gik i skole. Det betød også, at jeg var bange for at gøre nogle ting. Det kunne være de mest mærkelige ting. I dag. Dengang betød de noget. Og jeg kunne bare ikke gøre det.

Læs også: Camilla fik sin fars ene nyre

OCD. Man kan godt kalde det en sygdom. Det er noget inde i dit hoved, der fortæller dig, hvad du skal gøre. Du bestemmer ikke helt selv. Den har altid en lille finger med i spillet. Jeg kan huske, jeg havde sådan nogle puder. De skulle børstes helt bestemt, ellers så kunne jeg gå helt ud af flippen. Jeg skulle også børste mit hår på en bestemt måde, ellers så føltes mit hår ikke rigtigt. Jeg skulle knække mine tæer, før jeg tog sko på. Jeg skulle vaske mine hænder helt op til albuerne, ellers så føltes jeg ikke ren. Og der er mange andre ting. Men I kan godt forstå hvad jeg mener. Sådan nogle små ligegyldige ting, som bare betød så meget i min hverdag. Og hvis jeg ikke gjorde det, så mente mit hoved, at så skete der et eller andet forfærdeligt. Eller det nagede mig sådan helt vildt, at jeg blev nødt til at gøre det.

Kampen mod angsten
I dag har jeg det bedre. Meget bedre. Men det kommer stadig en gang imellem. Så styrter hele min verden sammen, og jeg begynder bare at græde. Det eneste, der kan hjælpe på det, er bare at overvinde det. Hvis det nu er at gå op til en veninde, som jeg finder svært, så skal jeg bare gøre det. Også selvom det virker uoverskueligt. Men der kan også være andre ting, jeg finder svære. Nogle gange er det svært at gå i skole, og andre gange er det noget så ubetydeligt som at tømme opvaskemaskinen. Men det handler bare om at gøre det og overvinde angsten. Men hvis jeg ikke kan det, er min dyne altid en sikker vinder.
Jeg startede i skole igen i 4. klasse.

Læs også: Kærligheden var en løgn

Jeg skriver det her fordi jeg gerne vil hjælpe andre, der ikke helt ved, hvad der sker. Hvis de nu går rundt og har det sådan her. Og til jer, der allerede har det, så kan jeg fortælle at ja, det hele ser lidt sort ud lige nu, men det hele skal nok ordne sig. Og jeg vil også gerne opfordre alle jer, der har det på samme måde som mig, til at snakke åbent om det. Med din familie, dine venner og veninder, og ikke mindst psykologen. Han/hun virker måske dum (sådan havde jeg det i hvert fald), men han/hun hjælper dig virkelig. Og jeg mener det!

Tvangstankerne har gjort mig til den, jeg er
Det, jeg vil sige nu, er måske lidt mærkeligt, efter alt det I har læst. Men jeg er ikke ked af, at jeg har det, som jeg har det. Det har gjort mig til den person, jeg er i dag, og den person elsker jeg. Det her har gjort mig så forfærdeligt livsklog, og jeg sætter garanteret mere pris på de små ting end alle andre gør. Jeg ved, det lyder som en kliche, men det passer.

Jeg har valgt at dele det her med jer, fordi jeg gerne vil hjælpe andre. Og så kan mine veninder og venner også læse om det, for jeg har ikke helt været så åben, som jeg burde have været. Og det fortryder jeg i dag. Så jeg håber virkelig, at det her hjælper. Og jeg vil også gerne lige sige tak. Ikke mindst fordi du læste det her, for jeg føler virkelig, jeg har hjulpet dig. Måske ikke fordi du har det på samme måde, men måske har jeg bare hjulpet dig til at forstå det, hvis du kender nogen, der har det ligesom mig. Og så den anden ting jeg vil sige tak for. Imens jeg har skrevet det her, har jeg indset nogle ting. Så tak :D


Du kan også skrive til ”Læsernes Blog”! Læs her, hvordan du gør.