
Undgå røde knopper ved barbering
tirsdag 20.07.2010
Skrevet af : Line Sølvhøj Jensen / Foto: Shutterstock
Får du røde knopper, når du fjerner hårene i bikinilinjen? Se her, hvordan du undgår de irriterende knopper.
Rigtig mange får knopper, når de fjerner hårene i bikinilinjen, og det er rigtig irriterende. Men heldigvis kan du gøre noget for at undgå de røde pletter. Her får du tips til, hvad du skal gøre:
• Lad være med at bruge gamle barberskrabere eller at låne andres. Der kan nemlig sidde bakterier i, som giver dig knopper.
• Selv om du synes, at en engangsskraber sagtens kan bruges flere gange, så pas på med at bruge den for mange gange. Det er nemlig vigtigt, at skraberen er helt ren, så du kan holde hygiejnen i top. Og jo nyere skraberen er, jo bedre fjerner den også hårene.
Læs også: Hemmeligheder som sex.
• Sørg for at bruge barberskum eller en god sæbe, når du fjerner hårene i bikinilinjen. Det er supervigtigt, at huden bliver blød, inden du bruger skraberen. Parfumefri sæbe er bedst at bruge, hvis du vælger en sæbe. Du kan eventuelt også bare bruge varmt vand.
• Start med at skrabe med hårene - altså nedad mod dit ben. Du skal være forsigtig, og gøre det langsomt, så du ikke risikerer at skære dig. Huden dernede er meget følsom.
Læs også: Hjælp, jeg har udflåd.
• Når du skraber, så må du heller ikke skrabe for mange gange det samme sted. Din hud kan blive ekstra følsom og irriteret, hvis du skraber for mange gange det samme sted.
• Bagefter skal du barbere mod hårene – altså opad mod din mave. Men inden du gør det, så brug en god sæbe uden parfume, så huden igen bliver blød.
Tip!
Det er en god idé at bruge en olie eller lidt aloe vera, når du har fjernet hårene.
Læs den pinlige historie: Bikini-problemer.