
Tips til fedtet hår
fredag 26.09.2008
Skrevet af : Sara Wilkins
Har du problemer med fedtet hår, og er din frisure tit kedelig og sjasket? Så læs med her og få gode tips til fedtet hår.
Hvis du har problemer med fedtet hår, betyder det ofte, at du har en fedtet hovedbund. Hvis du har glat hår, glider fedtet hurtigere ud i selve håret, og derfor har folk med krøller ikke samme problem med fedtet hår.
Når du vasker dit hår med shampoo, skal du massere hovedbunden meget grundigt. Brug en shampoo der er specifikt beregnet til fedtet hår. Lad være med at bruge for meget balsam – den gør nemlig ofte håret mere fedtet.
Hvis du føler, at dit hår bliver fedtet i løbet af dagen, kan du vende hovedet nedad og bruge lidt hårspray ved hårrødderne – hårspray absorberer nemlig noget af fedtet og giver dit hår mere volumen.
Tip! Fedtet hår har meget at gøre med hormoner – så når du har menstruation eller er meget stresset, kan håret ofte virke mere fedtet end normalt.
Tip! Pas på ikke at vaske dit hår for ofte. Når du vasker dit hår, producerer din hovedbund nemlig mere fedt, fordi den forsøger at bevare fugtigheden.